Nutidens hekse: Pas på! Jeg er feminist

I denne amerikanske højtid, hvor edderkopper (ad), vampyrer (dem uden glimmer) og det, der er værre florerer i bybilledet, kom jeg til at tænke... For nogle mennesker (læs: mænd) virker ordene "jeg er feminist" til at være det mest uhyggelige, de kan forestille sig.


Historisk set har stærke kvinder, der kunne klare sig selv, altid været en skræmmende tanke hos de kære patriarkalske mænd. Kloge koner, eller hekse, blev som bekendt brændt på bålet i frygtens navn. I en periode på ca. 300 år (14.-17. århundrede) kom 100.000 hekse for retssag i Europa, hvoraf ca. halvdelen af dem endte med dødsstraf. Af de dræbte var mindst tre ud af fire kvinder. I hverdagens almindelige gang var det nemlig kvinderne, der varetog opgaver i og omkring huset, mens manden arbejdede udendørs. Derfor havde kvinder flest sammenstød med andre kvinder. Det var først længere oppe i systemet, at mændene blev involveret, eksempelvis som dommere, mens kvinderne generelt hørte til de svageste i samfundet (patriarkat, much?).

I og med at heksetroen voksede, kunne enhver, der klarede sig lidt bedre end de andre, blive mistænkt. Onde tunger kunne finde på at kalde deres nabo for en heks, hvis der fx havde været en uenighed. Og fordi overtroen og frygten var så stor, endte den stakkels nabo oftest foran retten - hvis hun altså ikke havde de fornødne vidner, til at slippe fri. For disse kvinder var oftest ugifte, hvilket betød at de ikke havde et stærkt socialt netværk.

Men det var nu ikke fordi et ægteskab kunne redde dig. Hvis din mand døde før dig, og du igen stod uden det store netværk, var du på den igen. Eller hvis din mand stadig levede, men var for gammel og svag til at få indflydelse... For som kvinde i middelalderen og renæssancen, lå du som sagt oftest lavest i samfundet, og systemet skulle nok finde en måde, så du blev på din plads.


Det var farligt at klare sig godt, fordi det gjorde de øvrige indbyggere i byen opmærksomme og misundelige på dig. Og fordi det sikkert betød, at du havde lavet en pagt med Djævlen. En god høst, en dygtig ko, der lavede mere mælk end almindeligt, var nok til at skabe uro i byen. Det kunne også være, at du bare var særligt smuk - eller at du var særligt "grim". Jeg fandt nemlig en liste over sikre kendetegn på en heks, og her nævnes:

  • At være gammel, rynket og krumbøjet

  • At have skægvækst på overlæben og buskede øjenbryn

  • At have skæve tænder

  • At have mælkehvide, blinde øjne eller at være skelende på det ene

  • At have en dyb og hæs stemme eller en høj og pibende stemme

  • At være forfulgt at en djævelsk hjælper (altså en hund eller en kat, der kan hjælpe med at udøve sort magi).

Det viser sig jo, at alle vores kliché forestillinger om en heks, stammer et sted fra...


Så det var ikke smart at klare sig godt... Men det var bestemt heller ikke ufarligt at klare sig dårligt. Mange tiggere fylder nemlig i heksestatistikken. Dengang var det meget almindeligt, at man byttede med hinanden, for at alle fik de bedste overlevelseschancer. Langt de fleste var fattige, og man måtte hjælpe, hvor man kunne. Det skabte både venskaber og fjender i byen. Var du tigger, eller havde du haft en dårlig høst, så du derved ikke havde noget at bytte med, blev du set som en økonimisk byrde for samfundet. Og mon ikke der så skulle være grunde til, at du var en heks. Måske du havde gået forbi en mand for seks måneder siden, der nu lå for døden.

Mænd, der blev dømt som hekse, var på samme måde oftest rejsende håndværkere, fattige bønder eller tiggere. De rigeste i samfundet endte næsten aldrig på anklagebænken. 


Fordi borgerne pludselig så hekse overalt, udtænkte man måder at teste, om der nu også var sandhed i det. Ofte var det ved hjælp af tortur, og mange valgte at kende sig skyldig på forhånd, for at få det uundgåelige overstået. Var du nemlig først på vej til pinebænken, var der sjældent nogen vej tilbage.

En metode til at fastslå, om det nu også var en heks, man havde fat i, var eksempelvis stikprøven. For det mentes, at når en heks indgik sin djævlepagt, blev den beseglet med det såkaldte Stigma diabolicum – et mærke, som Djævlen med sin klo satte på heksens krop. En mistænkt heks blev derfor ofte spændt nøgen fast på en briks. Herefter prikkede bødlen hende med en syl. Mærket var følelsesløst, så stoppede prikkene med at gøre ondt, havde han fundet det. Eller også var hun besvimet i blodmangel eller simpelthen i smerte. Under alle omstændigheder, var hun en heks, når der ikke kom nogen reaktion fra hende...

Et andet eksempel kaldes vandtesten. Det hed sig nemlig, at hekse ikke kunne synke. Derfor bandt de kvinden og kastede hende ud i vand, eksempelvis en sø. Flød hun oven­på, var hun en heks; sank hun til bunds, beviste det hendes uskyld - men så druknede hun højst sandsynligt også, eftersom hun jo var bundet. I England i 1751 smed man Ruth Osborne i en dam. Hun overleve­de testen, og blev derfor hængt.

Og så var der tåreprøven. For hvis en kvinde ikke græd, når hun blev udsat for tortur, var hun en heks. Ifølge heksejægeren Heinrich Kramer kunne testen dog ikke altid tages for gode varer, for Djævlen kunne jo hjælpe kvinden med at græde falske tårer. Videnskaben har siden fundet ud af, at tårekanalerne kun fungerer i ringe grad, når kroppen udsættes for stærk smerte. Og siden der ingen medlidenhed var overfor en mulig heks, kan vi roligt regne med, at kvinderne blev udsat for "stærk smerte". Der er vist ingen grund til at gå i yderligere detaljer.


Kvinderne blev ikke kun stillet til ansvar for deres egne "ugerninger", de blev også brugt til at bekræfte tvivl om andre kvinder. Mens de blev tortureret, naturligvis. Her tilstod de også til blandt andet at forgifte kvæg, koge børn og have sex med Djævlen. For hekse var også ofte løssluppende og seksuelle væsner.

Det var da også torturmetoderne, der i sidste ende blev hekseforfølgelsens nederlag. Der opstod kritik af de svage beviser og “den afskyelige tortur”, som den tyske professor i moralsk teologi Friedrich Spee kaldte det. Og med tiden blev flere og flere enige med ham.


I 1705 skrev juristen Christian Thomasius fra Halle i Tyskland, at tortur burde afskaffes. Den var ukristen, og der fandtes ikke belæg for den i de hellige skrifter. I Skotland afskrev man tortur allerede fra 1709, i Frankrig skulle der gå yderligere 79 år (1788). 


Da man nu ikke længere havde mulighed for at tvinge tilståelser ud af de anklagede, faldt antallet af sager, og derved også frygten for hekse. Europas sidste officielle heksebrænding fandt sted i Schweiz i 1782. Vanviddet havde kostet 50.000 menneskeliv.

Og hvad har alt dette forfærdelige så at gøre med os i dag?

Kun alting. Fordi vi stadig er her. Os, der ønsker at bryde med samfundets normer... Os, der godt kan klare os alene... Os, der står fast på vores ret til seksualitet og sexlyst... Os, der står frem med vores seksuelle traumer og beder om retfærdighed - om at blive hørt, men som stadig bliver overset. Os, som folk ikke vil tro på... "#notallmen", "Men var du ikke selv taget med ham hjem?", "Men du må jo vide, hvilket signal du sender, når du ser ud som du gør, og går i kjoler, der viser din kavalergang", "Grab them by the pussy"... Senest var det Dr. Christine Blasey Ford, der stod i retten, da Brett Kavanaugh stod til at blive højesteretsdommer i USA. Dr. Ford, der med gråd i stemmen fortalte om en skrækkelig aften i hendes liv, som hun aldrig har glemt, hvor Kavanaugh og en kammerat misbrugte hende seksuelt. Han fik stillingen. Og hun fik utallige beskeder fra mistroiske, ubehagelige mennesker, der ikke forstod hendes behov for opmærksomhed. Hun tabte. Vi tabte allesammen den dag.


Tro på kvinder, når vi siger, vi stadig har noget at kæmpe for. Hekseforfølgelsen er ikke slut.

51 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Har du hår?