Når angsten tager over

Rystende hænder. Hjertet, der slår hurtigt og hårdt mod indersiden af dit bryst. Det føles som om, det er ved at springe ud. Alle muskler i din krop er spændt. De sitrer og dirrer og giver dig problemer med din vejrtrækning. Du ved godt, hvad det er. Du ved måske endda godt hvor det kommer fra. Men du kan ikke stoppe det. Lige så lidt, som du kan stoppe de irrationelle tanker, der strømmer ind i dit hoved. En uendelig, ustoppelig række af overbevisninger, du både tror på og genkender som løgnagtige angsttanker.

Lyder det bekendt?


De sidste par dage har de svømmet rundt omkring mig. Nogle gange er jeg roligt blevet ramt af bølgerne. Nogle gange drukner jeg. Lige nu føles det som kviksand. Jeg prøver at kæmpe imod. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det ikke er så slemt, som jeg tror det er. Men det trænger ikke rigtigt ind.


Jeg får primært social angst, og primært over frygten for ensomhed. Det er ikke det at være alene. Det kan jeg godt klare. Men mere at føle mig alene. Og frygten for at ende ensom. Uønsket.

Hvis du har læst indlægget "den glemte spiseforstyrrelse", så ved du, at jeg i min folkeskole følte mig meget alene. Og også var det en stor del af tiden. Det var ikke før gymnasiet, at jeg følte mig velkommen i en klasse og fik venner... Og den slags sætter spor og ar på sjælen. Jeg finder ofte mig selv være rædselsslagen for at miste mine venner. At de ikke rigtigt kan lide mig. At de bare lader som om. At jeg har ødelagt alt. At jeg er en dårlig veninde. Osv, osv. I sidste ende er jeg rædselslagen for én ting: Ensomheden.

Det er naturligvis noget, jeg arbejder på. Det er bare svært at arbejde på det, når man sidder midt i det.

Jeg øver mig i at være bevidst om, hvad der sætter det igang hos mig, så jeg kan lægger planer for, hvordan jeg kan deale med det, når det opstår. Og jeg øver mig i at række ud, når jeg er i det. Det sidste har vist sig at være langt sværere.

For hvordan rækker man ud, når man i forvejen føler, at ingen vil én? Hvordan overbeviser man sig selv om, at HVIS man rækker ud, så er der nogen, der tager imod det, når man føler sig forkert og alene? Hvordan tager man plads, når man føler sig i vejen og uønsket?


Jeg prøver. Jeg forsøger at lære, at jeg godt må være her. Jeg prøver lige nu. Ved at skrive dette indlæg. Jeg tager plads i en verden, som jeg lige nu ikke føler mig velkommen i. Og det er virkelig skræmmende.


Det er en mærkelig splittelse. Én del af mig tænker, at det går over igen. Og én del af mig, der har lyst til at trække mig og gemme mig væk, fordi intet nogensinde bliver godt igen. Og ingen vil have noget med mig at gøre. Og det ville være bedre og lettere for alle, hvis jeg ikke var der.

Én del, der har lyst til at give plads, fordi det nok skal gå og jeg skal slappe af og ikke tro det værste. Og én del, der har lyst til at bryde sammen, skrive, ringe, kime ned, for at mærke, at nogen tager imod i den anden ende. Samtidig med, at jeg ikke tror, at nogen vil.

Én del af mig tænker roligt, at jeg bare skal række ud. Og én del tænker, at jeg er egoistiske og selvcentreret og at det ikke handler om mig, og at det faktum, at jeg tror det, er grunden til, at jeg sidder her nu. Alene. Så jeg vil både række ud og ikke række ud. Og det er enormt forvirrende og ubehageligt.


Angst er for mig meget 0 til 100. Tydeligvis. Jeg kan gå fra at tænke, at det er okay, og jeg skal tage mig sammen (0), til at være overbevist om, at intet nogensinde bliver okay igen (100). Jeg drømmer om et sted i midten. 50. Det kunne fx lyde: "Måske det ikke er okay nu, men det bliver det. Og at det ikke er okay lige nu, betyder ikke, at du mister alt og alle omkring dig." Jeg kender ikke 50 særlig godt. Så jeg ved faktisk ikke helt, hvordan det ville lyde. Men måske.


Mit hjerte eksploderer muligvis ud af mit bryst om lidt. Så jeg vil stoppe dette indlæg for nu.


...og øve mig på 50.


35 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle