"Lad mig leve mit bedste liv"

Sådan lyder et mantra, min veninde har lært mig. Det er år 2019's mantra. Det er det i hvert fald lynhurtigt gået hen og blevet.


2019 er i dag skubbet igang med et brag af de helt store. Jeg var til eksamen i madkundskab, der ikke kun er en af de sværeste eksamener på mit studie (hvis man skal tro de studerende), men også enormt svært for mig personligt, fordi det handler om mad. Og mad er svært.

Det er så yderligere gjort svært ved, at jeg er enormt umotiveret, fordi jeg med tiden (og især indenfor det seneste år) er kommet frem til en realisation om, at jeg ikke vil være lærer.


Så det var altså vilkårene i dag. Og det var inden dagen overhovedet begyndte.

Min morgen var fin. Jeg kom lige et par minutter for sent ud af døren, men jeg sætter altid ekstra tid af, så jeg har plads til at blive "forsinket", så det var ikke noget, der stressede mig. Det første, der sker, da jeg kommer ud af min hoveddør, er, at det sner. Og don't get me wrong. Jeg kan godt lide sne. Men klokken var 6.50 (et umenneskeligt tidspunkt for et B-menneske), jeg skulle til eksamen, og sne betyder forsinkelser. Det gør det bare.


Rigtigt nok. Min bus var forsinket. Jeg havde besluttet mig for at ville tage bussen, for at kunne nå frem i rigtig god tid.

Min bus blev ved med at være forsinket. Den var så forsinket, at jeg overvejede at tage toget i stedet. Min bus skulle komme 7.07, toget først 7.23. Men da jeg opdagede, at toget også var forsinket (ca. 11 minutter), droppede jeg det. Bussen kom, jeg nåede et S-tog, og endte med at nå frem til lokalet på min skole 7.56. Min eksamen begyndte kl. 8.00.

Det første jeg gjorde var at smadre et æg ud over det hele - vi snakker bordet, gulvet. Æg overalt. Ét æg kan faktisk fylde ret meget, når det bliver spredt ud på den måde...

Det ene uheld ledte til det næste, og inden jeg vidste af det havde jeg en skilt hollandaisesauce, nogle bløde marengs og en pocheret blomme - fordi hviden stadig lå i vandet. Til dem, der ikke ved, hvordan det er meningen et pocheret æg skal være, kan jeg fortælle, at hviden skal have lagt sig rundt om blommen. Og altså ikke flyde rundt i vandet.


Det havde alt sammen været fint nok, hvis jeg kunne forklare, hvorfor det var gået, som det gik. Men jeg er en af de der heldige mennesker, der kender til "klappen". Altså, den slags klap, der aldrig går op igen, når den først er gået i kælderen. Så al den teori, jeg vidste om æg i morges, kunne jeg pludselig ikke grave frem.

Og så var der didaktikken. Altså læren om undervisning. Som jeg også dumpede på.

For ja, jeg dumpede. Selvfølgelig gjorde jeg det. Det var som om, at da det første æg faldt på gulvet, der vidste jeg det godt. Jeg kunne mærke det. "Det her kommer til at ende galt", tænkte jeg. Jeg tiggede og bad om, at de i det mindste ville lade mig bestå, hvis jeg kunne sige nogle gode ting. Men det var dét med den klap, der...


Jeg blev ked af det. Sådan, jeg græd. Foran min lærer og censor. Har du nogensinde prøvet at dumpe? Det er en underlig fornemmelse, for man ved det jo godt. Man kan godt se, at det man har gjort ikke har været særlig godt. Men samtidig håber man til det sidste. Og når man så får beskeden, er det lidt som om alt indeni én splatter ud. Sådan er det i hvert fald for mig, der har levet det meste af mit liv som en 12-tals-type. Intet under var godt nok.


Men der sad jeg altså helt udsplattet og forsøgte at holde tårene tilbage for dem. Hun sagde et eller andet om, at mange ikke vidste, hvor meget det krævede at være madkundskabslærer. Jeg fortalte dem - ikke for at være disrespektfuld - at jeg ikke havde valgt madkundskab i dag, hvis jeg kunne gøre det om. Fordi jeg har en spiseforstyrrelse, og dét gør det svært for mig.

Hun nikkede forstående. Hun foreslog en støtteperson. Hun foreslog, at jeg kom tilbage til sommer og prøvede igen - men advarede mig om, at det krævede rigtig meget læsning og forberedelse fra min side af.

Jeg nikkede og sagde, at jeg ville se på det. Og så trak jeg mine splattede ben ud af lokalet... Med en meget tom fornemmelse i kroppen. Og gik direkte ind på et toilet, så jeg kunne græde i fred.


Hvilket bringer mig tilbage til år 2019's mantra. For efter den besked, blev jeg ramt af en overvældende følelse af, at jeg bare burde droppe ud af mit studie. Ikke på sådan en dramatisk "så kan det også bare være ligemeget"-agtig måde. Men på sådan en... "Hvad laver jeg egentlig her?"-måde. En "Hvad vil jeg med mit liv"-måde.

Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, er jeg meget opmærksom på ikke at tage beslutninger, når jeg er i HALT (hungry, angry, lonely, tired). Og eftersom jeg sad og græd utrøsteligt på et meget gult toilet, og i øvrigt ikke havde hverken sovet ordenligt eller spist eller drukket noget hele dagen, vidste jeg godt, at det nok ikke lige var det bedste tidspunkt at træffe den beslutning på. Men tanken forlod mig ikke.

Lad os lige overveje det... (Er der én ting, du skal vide om mig, er det, at jeg arbejder i lister):


Hvorfor blive og færdiggøre studiet:

  • Jeg mangler kun et halvt år (givet at jeg består).

  • Jeg ville ikke have en videregående uddannelse (kun min studentereksamen).

  • Jeg har næsten ikke flere SU-klip (fem måneder tilbage).

  • Det er godt at have noget at falde tilbage på.

  • Man kan bruge en læreruddannelse til andet end at være lærer.

Hvorfor droppe ud:

  • Fordi jeg jo faktisk ikke vil være lærer.

  • Fordi fremdriftsreformen er skyld i, at hvis jeg færdiggør denne bachelor, kan jeg ikke tage en ny, og det ville sgu være en skam, når jeg ikke har lyst til at bruge den her.

  • Hvis jeg vil læse noget andet (hvilket kun er muligt, hvis jeg dropper ud), kan man arbejde, mens man studerer, i stedet for at få SU. Det kan godt lade sig gøre. Jeg har regnet på det.

  • Jeg ville kunne få merit for nogle fag, hvis jeg en dag vil læse noget andet.

  • Fordi tanken om at fortsætte giver mig ondt i maven.

Den sidste grund synes jeg egentlig er den bedste. Jeg føler, jeg står foran to veje lige nu. Og den ene giver mig ondt i maven, og den anden giver mig sommerfugle. Den anden river i hjertet på den bedste måde! Min drøm for mit liv er ikke at have et 8-16-arbejde. Min drøm er podcasts. Foredrag. Bøger. Jeg har ikke lyst til at falde tilbage. Jeg har lyst til at falde frem og ind i min drøm.

Jeg har et arbejde, som jeg jo i øvrigt er virkelig glad for! Jeg står ikke og siger uddannelse eller ingenting. Jeg står med en drøm i den ene hånd og et arbejde i det andet.


Jeg kan godt forstå dem, der tænker, at man skal have en uddannelse, før man må drømme. Jeg kan godt forstå, at det er fornuftigt. Men jeg tør også at tro på, at jeg skal mere i mit liv end at arbejde. Måske er din vej "uddannelse -> arbejde". Måske er min vej en anden. Det er trods alt mit liv. Måske er i dag et wake-up call. Måske.


Jeg har ikke officielt besluttet mig endnu. Men jeg har ikke svært ved at finde ud af, hvad jeg har lyst til. Og det er ikke kun fordi, jeg dumpede i dag. Det er en tanke, jeg har haft længe. Men jeg har ville blive færdig, fordi "det bør man". Og jeg er så fucking fed up af "burde".


Lad mig leve mit bedste liv. Mit bedste liv. Mit.


68 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle