"Har du ikke tabt dig?"

Jeg har lige noget galde, jeg skal ud med. Det er feministisk, det er vredt, det er relevant og det er fucking det mindste, man kan bede om. Så hvor gør man det, hvis ikke på sin feministiske blog?


Jeg har netop siddet og scrollet på instagram. Som jeg jo gør. Ret meget. Altså, alt for meget. Men det er ikke mit overforbrug af instagram, vi skal snakke om.

Jeg kom forbi et billede, der var lagt op af en af de større bloggere i Danmark (så vidt jeg ved). Tro det eller ej, jeg er ikke som sådan en del af blogger-miljøet (haha, det er jeg sikker på, du godt kan tro på).

Hun havde lagt et billede op af sin veninde, og skrevet en mindre kærlighedserklæring til hende. Det var der jo ikke noget som helst i vejen med. Jeg gør det selv. Al kærlighed til venskaber!

På billedet sidder kvinden i en top og nederdel. Hun har ikke bh på. Det er der heller ikke noget i vejen med. You do you.

Jeg tænkte faktisk slet ikke over det. Jeg lagde ikke mærke til det. Før jeg så en kommentar, der lød: "Smuk, dejlig, naturlig krop." Her opstår problemet.

Det er ikke det, du skriver. Jeg kan kun klappe i mine hænder over kærligheden til det naturlige! Det skal du aldrig nogensinde høre noget negativt over.

MEN. Det var overhovedet ikke dét, som opslaget handlede om. Det handlede om, at bloggeren elsker sin veninde. Og har elsket hende gennem mange år. Det var dét.


Så hvorfor får du det nu til at handle om hendes krop? Hvorfor er det blevet okay, naturligt, almindeligt, at vi kommentere på kvinders kroppe? Fuldstændigt ude af kontekst? Hvorfor føler vi, at vi er i vores gode ret til at have en mening? Det sidste kan jeg egentlig godt svare på. Diet culture. Magasiner, tv-udsendelser om vægttab, influencers, der hylder forskellige juice kurer. Samtaler rundt om bordet. "Puha, hvor har vi spist meget. Nøj, hvor er jeg mæt!" Osv osv. Det er blevet et acceptabelt emne, næsten på linje med "Sikke det regner i dag!". Vægttab og kroppe er blevet det nye vejr.

Jeg kan se det nu. "Og så blev det tid til en vejrudsigt. Over til dig Anne."

"Tak Carsten. Det ser ud til sol i morgen. Perfekt til en løbetur rundt om søerne, så vi kan få smidt de sidste kilo. Husk nu, sol betyder ikke også is eller grillpølser! Torsdag kommer regnen dog tilbage til Danmark, især over Jylland. Vi råder til ordenlig påklædning, når I skal ud og nå de daglige 10.000 skridt. Tilbage til dig, Carsten."

Maver i alle størrelser er dejlige. Lad dem nu bare være som de er.

Okay, all kidding aside. Jeg er faktisk oprigtigt træt og vred over det her. Som et tykt menneske oplever jeg tit, at folk finder det et helt naturligt, behageligt, afslappende og velkomment samtaleemne, at snakke om min krop og min vægt. Jeg er 100% sikker på, at tynde mennesker oplever det samme. "Du burde spise noget mere". "Ejmen, du er også så tynd." Jeg gør det faktisk selv. Så sent som i går, da jeg var ude og spise med min veninde, sagde jeg, at det var imponerende, at hun kunne spise op. "Tiny woman!," sagde jeg. Og vi grinede.

Hvad er det!? Lad nu mennesker leve. Eller vent da i mindste på, at de selv inviterer dig til at have den samtale. For vi oplever det jo faktisk alle sammen. Tykke, tynde og alt derimellem. Og det bunder alt sammen i diætkulturen. Overbevisningen om, at tynd er bedre end tyk. Når vi siger "Det har været en lang dag. Så i dag må jeg godt spise chokolade." Så siger vi implicit, at vi i hvert fald ikke spiser chokolade normalt, for chokolade gør dig tyk og det er i øvrigt forbudt. Kære ven, du må altid spise chokolade. Hvis det er dét, du har lyst til. You do you. Intet er forbudt.

Når vi køber tøj og er bange for at se tykke ud, er det fordi vi har lært at tyk ikke er godt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at man ikke vil se større ud. Men du kan ikke nægte, at det bunder i, at stort er negativt, og småt er godt. Når vi snakker kroppe.

Når jeg spiser mad, og næsten undskyldende tager en portion mere, med sætningen "Ej, jeg har næsten ikke spist i dag!", så er det fordi jeg forklarer, at der er kalorier nok tilbage i mit regnskab til, at jeg godt må.

Når nogen siger; "Har du ikke tabt dig?", mener de det som en kompliment. Hvorfor? Du gættede det - fordi vi anser det som noget positivt, når vi bliver mindre.

Jeg er sikker på, du selv kan komme på flere eksempler. Det er så dybt indlært i os, helt fra vi er små, så det kan faktisk være svært at få øje på. Læg mærke til i film, hvordan skurkene er tykke. Eller det komiske indslag. Eller den fjollede pige, der bliver ved med at flirte aggressivt med en af heltens venner, og han synes bare, hun er mega ulækker. Og så en fuld aften ender de sammen. Vi ser klippet fra morgenen efter. hvor han vågner. Kigger til siden. Og hun ligger og stirrer på ham. "Ready for round two, handsome?" Og hun springer på ham. Og han skriger! Fortæl mig, at det ikke kun er mig, der har set den film. Flere gange...

Så jeg forstår godt, at det er sådan, vi tænker. Det er vi opdragede til. Men lad os prøve, at gøre noget andet.


All I'm saying is... Lad din fedmefobi blive derhjemme. Den er fucking cancelled.

80 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle