Har du hår?

Inden vi for alvor dykker ned i emnet kropsbehåring, vil jeg gerne sige, hvor svært det har været for mig at skrive. Det har taget mig flere dage, fordi jeg tilsyneladende stadig synes, det er et svært, normbrydende tabu.

Jeg fortalte min kæreste, hvor svært det var for mig at ligge det her indlæg op. Han forstod ikke, hvordan netop dette emne kunne være mere personligt for mig, end nogen af de andre jeg har taget op. Og det i sig selv fik mig til at tænke på, hvor lidt han har skulle deale med de her ting.

Netop derfor er kropsbehåring et feministisk issue.


Der er fandme ikke nogen, der snakker om hår! Andet end hvordan man fjerner det så hurtigt, smertefrit og langvarrigt som muligt! Vi har skrabere, voks, tråde(???), laserbehandling... Og priserne varrierer fra alt imellem en flad 50'er til mange tusind kroner. Som kvinder glædeligt betaler, for at slippe for den evige hårfjerningsrutine.

Joh, der bliver snakket massere om, at vi kvinder ikke må have hår. Reklamer, der bogstavlig talt lyder: "Du føler dig mere fri..." - ordret. Eller "Du kan være dig selv, helt uden bekymring". Hvis der findes et produkt, der kan give mig den følelse, sådan ægte, så er den solgt. Men jeg tror sgu ikke rigtigt på det. Hvad er det også for noget pis at fyre af.

Klip til en kvinde, der barberer sin helt hårløse armhule, eller sine helt glatte ben, og så videre til fortællingen om, hvorfor netop denne skraber er noget særligt i forhold til alle de andre. I call bullshit.

Hvis vi levede i en verden, hvor der ikke fandtes mænd, ville kvinder være ligeglade med, hvor behårede de var.

Vi kvinder er i årevis blevet fortalt, at ingen mand vil have os, at vi er uønskede, uattraktive og ulækre, hvis vi har hår på benene, under armene eller i skridtet. Det er en historie, vi har fået fortalt så mange gange, at det er blevet faktum. Det er blevet så almen viden, at vi ikke engang bebrejder vores kæreste, hvis han siger, at vi skal gøre noget ved det, der sker "dernede". Eller at vi skal fjerne vores hår på benene. Vi giver ham mest bare ret, fordi nu er det vist også på tide. Det ligner jo en urskov. Eller vores ben stikker. Jeg har en veninde, der ikke barberede sine ben i tre måneder, og det var så vild en ting, at hun gik rundt og fik folk til at mærke, hvor behårede ben hun havde. Og så grinede hun, når de reagerede, som om de lige havde rørt en død fugl. De trak deres hånd til sig med lynets hastighed og råbte; "Ad! Hvad fanden...!" Alt imens hun grinede, fordi det nærmest var en prank. Fordi ingen så det komme. At en kvinde kunne have hår på benene.


Det er en historie, vi genfortæller til vores børn. Jeg husker tydeligt, da jeg var 12-13 år, og min mor lærte mig, hvordan jeg skulle barbere mine ben. Ligeså snart jeg begyndte at få "voksne hår" på kroppen, blev jeg lært, at de skulle fjernes.

Da jeg begyndte at skrive sammen med min første kæreste, spurgte han mig, om jeg var glat. For det skulle man altså være. Så jeg barberede det hele af. Og jeg husker, at det føltes forbudt at stå dér og fjerne mine hår, som jeg havde kæmpet for at få. At gå i puberteten var en stor ting for mig, og at få hår var lige så stort, fordi det var et tegn på, at jeg var ved at blive en voksen kvinde. Og så stod jeg dér og fjernede dem, fordi min daværende kæreste havde sagt, at det var det rigtige at gøre.

Og jeg husker, hvordan min mor opdagede det, og jeg følte mig busted. Hun sagde: "Du skal altså ikke barbere dér." Og så brugte jeg ellers resten af mine dage på at sørge for, at hun aldrig opdagede det igen. For jeg stoppede jo ikke med at barbere mig. Selv nu, mens jeg skriver dette, er jeg bange for, om hun skulle læse det, og opdage, at jeg blev ved. Det føles stadig så forbudt for mig. Men kun overfor hende. For jeg skal søge meget længe, hvis jeg ønsker at finde jævnaldrende, der ikke barberer sig der.

Jeg har i et halvt års tid (måske mere), aktivt ikke barberet mig. Det startede som et eksperiment. Fordi jeg som sagt aldrig havde set mig selv med hår på kroppen. Jeg var nysgerrig på, hvordan jeg mon ville se ud. Så har jeg sidenhen modificeret og rettet til, hvor jeg synes, jeg skulle. Og er du gal, man sparer meget tid! Jeg får nærmest aldrig barberet mine hår på benene, især ikke nu, mens det er ved at blive koldt i vejret. Det generer mig ikke i hverdagen. Overhovedet. Men så lige en gang imellem... Der bliver jeg ramt af en følelse. Jeg tager mig selv i at blive meget selvbevidst. For nylig var jeg ude og svømme, og da jeg havde været i bad og stod i omklædningsrummet, skulle jeg tørre mine ben. Og dér gik det op for mig, hvor meget anderledes mine ben så ud. Det gav mig en pludselig forkerthedsfølelse og en lyst til at fjerne det hele! Og helt ærligt, dét er ikke en grund til at barbere sine ben. Ikke for mig i hvert fald. Især ikke fordi jeg oplever, at når jeg gør det, får jeg små røde knopper, der klør og irriterer mig. Det samme sker alle andre steder på min krop, som jeg barberer. Og det vejer altså tungere for mig end "gad vide om de kigger".

Og så er jeg doven. Jeg gider simpelthen ikke bruge den tid, der tager for mig. Jeg orker ikke. Og jeg er ligeglad. Mine hår under armene ryger dog oftest, fordi jeg føler, at jeg lugter mere at sved, når jeg har hår under armene. Så det sker af hygiejniske årsager. Og sådan kan der være så meget.


Det her er ikke et hetz mod folk, der barberer sig. Man skal altid gøre dét, der er rigtigt for én selv. Det er den vigtigste regel, når det kommer til hår på kroppen.

Jeg vil bare bede dig, der barberer dig, om at spørge dig selv, hvorfor du gør det. Er det fordi du virkelig gerne vil? Eller er det fordi, du har fået fortalt - hele dit liv - at du er forkert, hvis du ikke gør det?

74 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle