FOMO-ramt scrolling

(Lækker dansk titel, ikke?)


For mig er "nej" et af de sværeste ord i det danske sprog, når det skal følge et spørgsmål om en tjeneste, et tilbud om mad eller en invitation til noget socialt. Og jeg ved jo egentlig godt, hvorfor...


"Har du mulighed for at hjælpe mig på tirsdag?" - "Kan du tage min vagt?" - "Ville du kunne tømme min postkasse, mens jeg er på ferie?" Ja, ja, ja! Det kan du tro.

Jeg skal godt nok både i skole og på arbejde, men lige bagefter kan jeg jo sagtens komme forbi! Selvom al erfaring viser, at jeg vil være træt efter sådan en dag.

Jeg ved, at jeg skal sige nej for at passe på mig selv. Jeg ved, at jeg skal have ledige dage i min kaldender. Det er så uendelig vigtigt for mit mentale helbred. Sidste år gik jeg ned med stress og depression, så jeg måtte tage en mindre pause fra mit studie. Jeg mærker stadig til det ind i mellem. Og værst, når jeg har en helt booket uge.

Denne her hjælpsomhed er rigtig fin at have. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe de mennesker, der er omkring mig. Men jeg har bare en tendens til at gøre de her ting, på bekostning af mig selv. Jeg tror, sådan rent psykologisk, at det stammer fra en frygt for ikke at være elsket. Men come on. Hvis mine bedste mennesker ikke elskede mig, fordi jeg sagde til dem, at jeg ikke havde energi til at komme på tirsdag, så ville vi vist have nogle grundlæggende problemer, vi skulle have snakket om...


"Skal du ikke have en portion mere?" - "Der er kun én tilbage, hvem tager den? Maja?" - "Har du lyst til noget?". Har jeg lyst til noget? Egentlig ikke, jeg var faktisk lige et sekund fri for tanker om mad. Men ordene "Såsom hvad?" strømmer ud af min mund i angst for at gå glip af noget.

Det er den samme angst, der opstår, når jeg bliver inviteret til sociale arrangementer. Jeg kan ikke for the life of me finde ud af at sige nej. Hvis jeg har en åbning i min kalender, så er jeg der! Selvom jeg ved, at det har været en lang uge, selvom jeg egentlig helst bare vil have en date med min sofa og min dyne. Så er jeg der. For tænk, hvis jeg gik glip af noget. The Fear of Missing Out er ikke noget, jeg er alene om. Slet ikke. Jeg er så lidt alene, at følelsen har fået navn.


Og det er jo egentlig ikke så overraskende, at det er en følelse der vokser iblandt os. Vi er jo hele tiden on. Online, altså. Selv nu, mens jeg skriver dette, bimler min telefon ved siden af mig. Det er min kæreste, der sender mig opslag på instagram. Mens han er på toilettet. I vores lejlighed. Ikke engang en tissepause kan man få. For lige netop dén pause, bruger langt de fleste af os på at checke facebook, instagram, snappen, og hvis du er single sikkert også tinder, happn osv.

Vi sidder i timevis i løbet af en dag og scroller mindlessly. Og når jeg siger timer, så mener jeg det. Jeg har hentet den app, der hedder Moment. Det skal man altså ikke gøre, hvis man ikke er klar på et mindre chok. For den måler simpelthen, hvor meget screen time jeg har. Den sidste uge er mit gennemsnit 4 timer og syv minutter om dagen. OM DAGEN. Når jeg scroller ned på min tracktime, ser det faktisk ud som om at denne uge har været en stille uge. For jeg ser indtil flere steder, hvor der står 6 timer, 7 timer, en enkelt på 8 timer. Om dagen. Det er virkelig mange af mine vågne timer i døgnet, hvor jeg har min telefon i hånden. Og jeg ved da godt, at jeg ikke bruger den til et eller andet vigtigt. Langt det meste af tiden scroller jeg bare på instagram. Og det bunder alt sammen i min FOMO. For hvad nu, hvis jeg missede en dag i instagram-land? Hvad nu, hvis jeg ikke lige fik svaret på beskeden sekunder efter, den tiggede ind? Hvad nu, hvis jeg ikke så dagens story? Hvordan skulle jeg så nogensinde overleve? (Har du iPhone indeholder den nye opdatering skærmtid. Bare gå under indstillinger og få chokket. I dare you.)

Tænk alle de timer, jeg kunne have brugt på at læse gode bøger. Eller at skrive mine opgaver til skolen. Al den tid, jeg kunne bruge på de ting, jeg i virkeligheden gerne vil. Den tid bruger jeg på at scrolle. Og selvom jeg gerne højt og helligt ville love, at det skal være slut nu, så er jeg simpelthen ikke et sted, hvor jeg tror på, at jeg kan holde det løfte. Fordi at være en aktiv bruger på instagram, giver mig en følelse af at være med. At være en del af noget. En følelse, som jeg i årevis har kæmpet for at have.


Jeg skal øve mig på at sige nej til arrangementer eller til at udfører tjenester, hvis jeg har brug for en pause. For det er jo i virkeligheden at sige ja til mig selv.

Jeg skal øve mig på ikke at svare, lige så snart sms'en tikker ind, hvis jeg kan se, det ikke er nu-og-her-vigtigt. Der er ikke nogen, der dør af at vente en halv time.

Jeg skal øve mig på at lægge mobilen væk. Og læse en god bog i stedet. Insta-verdenen er sgu nogen gange lige så fiktiv som Harry Potter. Og helt ærligt, dét univers vil jeg oftest hellere være i.

15 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle