Et studie i at være alene

Det her er svært at skrive. Jeg ønsker, at indlægget bliver ligeså stort og vigtigt, ligeså fyldt med kærlighed og respekt, som vores forhold var.


Var. Datid.


Det er pudsigt, hvordan den første reaktion fra folk har været: "Hvad skete der?"

Der skete ikke noget. Ingen af os havde brudt den andens tillid. Ingen af os havde sagt noget dumt, eller været ubehagelig. Det sluttede ikke i et stort skænderi, hvor vi smækkede dørene. Helt ærligt, hvis det var dér, det var sluttet, så tror jeg ikke, det faktisk var sluttet. Så havde vi fundet ud af dét. For der har vi også været, og det kunne vi godt overleve.

Det, der skete var, at jeg tog en beslutning, som ingen af os var klar til at tage. Men som var den rigtige beslutning.

Det gør det dog ikke lettere. Jeg skal stadig give slip og sige farvel, ligeså meget som han skal. Jeg er måske bare startet før ham.

Jeg gik i kærlighed. Jeg forlod ham med et løfte om, at der ikke er noget galt med ham. Han er en dejlig mand. Han er bare ikke den rigtige mand. Ikke lige nu. Jeg er ikke sikker på, at nogen mand vil være den rigtige, sådan som jeg har det lige nu. Jeg går, fordi jeg vælger mig selv først. Jeg vælger at give slip på min dårlige samvittighed. Jeg vælger at give slip på et ensidigt ønske om forandring. Jeg skal ikke ændre ham. Han er skøn, som han er. Men han er ikke den, jeg vil have. Og jeg tror i bund og grund ikke, at jeg er den, han vil have. Ikke hvis jeg giver slip og gør, hvad jeg helst vil.


Jeg ønsker ikke et forhold, hvor jeg er bundet. Eller hvor jeg holder igen, fordi "det tror jeg ikke, han ville kunne lide." Jeg har brug for at være fri på en helt uforpligtende måde. Hvor mine beslutninger er mine egne, og ikke vores. Hvor mine dage er mine, som jeg kan bruge efter eget ønske. Hvor jeg ikke står til ansvar for nogen.

Der er ikke noget af det, jeg skriver, som jeg ikke også har sagt til ham. Det har været en lettelse, at han som noget af det første - mens han stadig havde tårer i øjnene og uro i kroppen - sagde: "Jeg forstår det godt. Jeg kan godt se det." Det kom måske som en overraskelse, at det skulle være nu. Men jeg ønsker heller ikke at spilde nogens tid.


Jeg har været nogens kæreste i fem år. Jeg gik direkte fra et forhold på næsten to år, til vores forhold på tre år. Sådan har jeg altid været. Jeg har aldrig kunne finde ud af at være alene i særlig lang tid af gangen. Hvilket også har resulteret i nogle mænd, der ikke kunne behandle mig ordenligt. Og jeg har ladet dem, fordi jeg ikke var et sted, hvor jeg følte, jeg fortjente bedre, eller hvor at det i hvert fald var bedre end at være alene.


Men de sidste par år har jeg været igennem en enorm udvikling - hvilket også bærer noget af grunden bag denne beslutning. Og nu har jeg brug for at være single. Og at lære bare at være mig. Og han har brug for at lære at være alene. Det her er det rigtige for os begge to. Og det ved han godt.

Jeg har brug for at lære mig selv at kende. Mig. Ikke os eller vi. Mig. Det er i virkeligheden en enorm egoistisk beslutning. Men hvis man er i noget, man ikke har lyst til at være i, og man bruger meget af sin tanketid på "hvad nu hvis", så skal man stoppe det.


Jeg er stolt af ham, for den måde, han har håndteret det på. Jeg er stolt af os begge, for at være voksne nok til at være der for hinanden i de her store, svære følelser. Og jeg er taknemmelig for alt, hvad de tre år sammen har lært mig.


Nu glæder jeg mig til at lære noget nyt.

Det føles skræmmende og farligt. Og en stor del af mig har lyst til at gemme mig væk og/eller fortryde alting. Men jeg ved, at det er frygten, der snakker, og at det ikke er dét, jeg faktisk har lyst til. Jeg har lyst til at blive god til det her. Lige nu sidder jeg på en café i Glasgow. Og idéen om at skulle være alene her, gjorde mig tense og nervøs. Og sådan vil jeg ikke have det. Jeg har drømme om at kunne gøre ting alene. Så nu gør jeg det.

Et par timer her og dér, indtil det er naturligt. På torsdag skal jeg til frisøren alene. Det tror jeg aldrig, jeg har været før. Jeg vil gerne kunne spise på restaurant alene. Det har jeg faktisk allerede lykkes med. Jeg vil gerne tage i biografen alene. Jeg vil gerne kunne tage til events alene. Jeg vil gerne nå til et punkt, hvor jeg tænker "Nåmen, hvis du ikke kan den dag, så gør jeg det da bare selv." Men der er langt derned, når man har et lille angstmonster i maven, der siger, at man er uønsket. Apropos mit sidste indlæg. Jeg har stadig langt til målet. Men jeg er spændt på at starte rejsen derhen. Det føles rigtigt. For mig.

Små skridt.


97 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle