Et samfund i knibe

Jeg vil gerne starte dette indlæg med en form for disclaimer.

I følgende indlæg kommer der til at være spoilers om Terkel i knibe, både film og musical. Der kommer til at være snak om selvmord, mobning og fatshaming.

Jeg kommer til at være politisk korrekt. Jeg kommer til at være den, som folk kigger skævt til og siger "kan du ikke tage en joke?". Og jeg kommer til at være vred over noget, som jeg selv, helt bevidst - velvidende, hvad det indebar - er gået ind til.


Men jeg kan simpelthen ikke bare lade det ligge. Det er en umulighed for mig. For nej. Lige i det her tilfælde, kan jeg ikke tage en joke.

I går aftes var jeg inde og se Terkel i knibe, the motherfårking musical. Jeg er fra generationen, der så filmen. Og jeg er én af dem, der flittigt brugte citater fra den til hverdag. Alle vidste, at Terkel ikke gad være sammen med påklædningsdukkerne, at man kunne få miltbrand og blive lige så lille som en tændstikæske, og at man aldrig kunne vide, hvornår man fik brug for et jernrør. Røvfirkant, militjær, NEJ, "Almindeligt eller farvet?", det swinger, osv osv.

Stadig den dag i dag kender jeg folk fra Albertslund, der referere til jernrøret. Filmen er på en eller anden måde blevet kult, og i så høj grad, at man nu har valgt at lave det til en musical. Men, men, men. Det er én ting at se underligt animerede børn få tæsk af en ligeså underligt animeret, fuld sømand. Det er én ting at se en animeret, tyk pige blive mobbet til selvmord. Det er en helt anden ting at sidde og se musical om det.

De fleste har vel set filmen, og ved derfor godt, at Dorit (fede-dorit, som hun jo bliver kaldt af alle i filmen), lever et meget hårdt liv. Hun bliver mobbet hver eneste dag, hendes bror (tvilling måske endda, eftersom de går i klasse sammen) nægter at vedkende sig deres relation og hendes tilstedeværelse i skolen, og hun føler sig meget ensom. Hun finder derfor trøst i søde sager. Og i sin kærlighed til Terkel. Så da Terkel, i et forsøg på ikke selv at blive mobbet, vender sig imod hende og siger, at han "ikke kunne være forelsket i sådan en fed ko", får Dorit nok af sin sørgelige tilværelse og vælger at begå selvmord ved hoppe ud af vinduet fra tredje sal. I filmen splatter det ud med en meget voldsom mængde blod, og mens eleverne står forstenet siger Terkel "det var da godt, der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet." Det samme siger rektoren, der kort optræder i filmen.


I musicallen til gengæld... Der bryder Dorit ud i sang efter Terkels første udtalelse. Hun synger om "skyer, der ligner candyfloss og cupcakes", og at "hun bliver mobbet dagen lang, den eneste trøst er hendes sukkertrang" osv. Det handler meget om mad. Hele tiden. Indtil det pludselig ikke gør. For nu synger hun i stedet om "sit sidste skridt..." Hun siger: "Jeg er træt af diætister, der siger jeg skal spise gulerødder. Nu vil jeg være vægtløs og flyve som en engel". Altså, på vers. Det rimer i hvert fald.

Til sidst ender hun ved vinduet som hun nervøst står og kigger ud af. Nede fra gården samler hendes klassekammerater sig (ligesom i filmen). Og mens hun står her ved vinduet, begynder resten af klassen at chante "du tør ikk', du tør ikk'..."

Og så tager hun sit sidste skridt. I det samme falder der en stor dukke ned fra loftet, og da den ramme vælter det ud med rødt bånd, der flyver til alle sider.


På det her tidspunkt har jeg det rigtig svært. Jeg sidder med en klump i halsen og i maven og føler med Dorit på et ret personligt niveau. Da jeg gik i 6. klasse blev jeg mobbet og ignoreret, og jeg gik hjem og fandt min trøst i maden. Jeg skrev også tekster, og jeg ved fra filmen, at Dorit havde en blog. Som en pige på 12 nu kan have. Men hendes sang og hendes sorg følte jeg på meget nært hold. Da klassekammeraterne begynder på deres chant, eller deres messe.. "Du tør ikk'", der får jeg simpelthen så ondt i maven.

Da dukken rammer scenen og "blodet" sprøjter, sker der noget, der chokerer mig..


Publikum begynder at juble og klappe.


Men jeg er ikke færdig endnu. For efter dette er sket, tændes lyset i salen, og der er pause. På det her tidspunkt sidder jeg bare sådan lidt forstenet.. Hvad er det, der foregår? Hvorfor reagerer folk sådan?

Fordi jeg sidder som forstenet og stirrer på scenen, ser jeg det her lille pause-show. For i pausen kommer der to ambulancefolk ind, der vil flytte dukken væk. Inden de forsøger sig, står de og poserer foran hende. De placerer den ene fod på maven, som havde de besteget et bjerg. De lægger sig ned og dryhumper dukken. Og så prøver de at løfte hende, men hun er aaaalt for tung. Til sidst lykkedes det dem dog, og de får båret hende væk.

I pausen sidder jeg og siger, at jeg synes, det er usmageligt. Og at jeg ikke forstår, at folk kan reagere sådan på det. Det er der et par drenge længere fremme, der hører. Og de sidder nu og har en samtale om min samtale. "Ej, dem bagved os synes det er upassende." Øh ja. Det synes de. Og det burde du også synes, i stedet for at sidde og shame mig, for ikke at kunne tage en joke.


Men vi er jo slet ikke færdige endnu. For da pausen slutter kommer rektoren ned og begynder at råbe og skrige over, hvad der er sket. Så her tænker jeg naivt: "Okay, måske de vender det her til noget seriøst. Faktisk." Meeeeen så slutter han af med at sige "det var da godt, der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet", og så begynder alle at synge dén sætning om og om igen. For det her er ikke bare noget, vi skal hurtigt videre fra. Nej. Det er et koreograferet dansenummer, hvor der synes om, at folk i hiroshima troede de blev angrebet igen pga. braget det gav, da hun ramte jorden... Og med omkvæddet: "Det var da godt, der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet, Det var da godt, der ikke var nogen, der kom til skade"...

Da den sang så er slut, klapper alle i publikum igen. Det gør man jo, når nogen har sunget. Men publikum klapper ikke bare denne gang, som de har gjort ved de øvrige sange. De wooh'er og jubler. Igen. Jeg er i chok.


Lad os bare få på det rene én gang for alle: Jeg vidste godt, at det var en del af filmen. Jeg er med på, at jeg selv taget ind og se det. Så inden du bliver alt for vred over, at jeg er så forarvet og at jeg fucker med dine barndomsminder... Og inden du begynder at fortælle mig, at jeg ikke kan brokke mig... Så lad mig bare lige gøre det klart, hvad det egentlig er, jeg er så stødt over. For det er en ting at tage det med i musicallen. Dorits selvmord har ikke synderligt meget med den egentlige historie at gøre, og man kunne nok godt have omskrevet det, så vi kunne undgå scenen. Uden at afsløre noget, kan jeg fortælle, at historien faktisk ER blevet omskrevet til musicallen, så jeg sidder ikke og stiller urimelige krav. Men de valgte at tage det med, og det er, hvad det er.


Havde det sgu lidt som Terkel i går...

Dét, der skræmmer mig, er egentlig mere, hvad der sker udenfor scenen. Det er publikums reaktion. Fortjener Dorits død jubel og klapsalver? Ærligt? Hvorfor? Fordi hun er tyk?

Fortjener en piges desperate handling om at afslutte sit liv din begejstring? Jeg ved, at det er fiktion, og at jeg også nok bare skal slappe lidt af, men... Det er ikke en mulighed for mig. Jeg kan og vil simpelthen ikke lade det ligge. For det er jo ikke fiktion. Det sker hele tiden, at et menneske føler sig så overrumplet af livet, at de har lyst til at gøre en ende på det. Og det er dybt alvorligt. Det var det i hvert fald for mig, da jeg gik i 6. klasse, og havde lyst til at forlade mit liv.


Jeg skrev tidligere, at jeg kunne se mig selv i Dorit. Forestil dig at sidde i en fyldt sal, se på en ulykkelig pige og se dig selv i hende. Du kender hendes ensomhed og hendes smerte. Du ved, at hun føler sig tilovers og ligegyldig. "Ingen vil savne mig."

Forestil dig så at resten af salen begynder at juble, da pigen begår selvmord. Av. Det ramte mig så dybt. Det var meget voldsomt at sidde i en sal fyldt med mennesker, og føle mig som den eneste, der synes, det var usmageligt.

Jeg følte mig i stykker. Og så samtidig følte jeg, at jeg var den eneste, der faktisk havde ret. Og jeg bliver sgu skræmt over, at alle andre bare griner med. Fordi det der.. Det burde jo ikke være okay.


"Jamen, det er jo Anders Matthesen - han er altid upassende og over grænsen."

"Jamen, livet er bare svært, og vi er nødt til at bruge humor til at kunne grine af de svære ting."

Fint. Grin. Lad være med at juble. Og tilgiv mig så for ikke at klappe. Tilgiv mig for at være moodkiller. Men jeg synes bare ikke, det var sjovt. It's as simple as that.


Jeg har været i et meget defeated humør i dag efter min oplevelse i går. Ikke pga stykket, men pga publikum. Det slog mig, hvor ufattelig langt, vi har igen i vores kamp om, at alle er lige meget værd. Og det slog mig, hvor vigtigt det er, at vi fortsat kæmper.


Men igen, jeg burde jo have vidst, at det ville komme. Jeg kender jo filmen. Så må jeg jo blive hjemme, hvis jeg ikke kan tage det.

My bad, I guess.


Eller hvad?


122 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle