Et halvt menneske

Lad mig starte med at sige, at mit mål med denne her blog hele tiden har været at skildrer verden, sådan som den opleves og opfattes af en helt almindelig tyk, dansk kvinde, der på ualmindelig vis har lært at elske sin krop.

Det er stadig målet. Jeg elsker stadig min krop. Min krop har ikke noget med det her at gøre. Det er mit hoved, den er gal med.


Om det er fordi, det er ved at blive mørkt. Eller om det er fordi, jeg stadig er mærket af den stress og depression, jeg havde for et halvt års tid siden, eller om det er en kombination, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at mit overskud ligger på et meget lille sted. Jeg klarer hverdagens gøremål, og så falder jeg om. Samtidig med, at jeg stresser over, at jeg ikke gør mere, end det absolutte minimum.


Min veninde og jeg har aftalt, at vi sammen vil øve os. Hver søndag vil vi prøve at handle til resten af ugen - så vi ikke skal bekymre os om dét. Vi vil prøve at lægge tøj frem, så vi ikke skal tage den slags beslutninger om morgenen, osv. Og det hjælper helt sikkert. Men det fjerner ikke den evige dårlige samvittighed over, at jeg ikke gør det godt nok.


Jeg er ikke kæreste nok. Jeg er ikke studerende nok. Jeg er ikke veninde nok. Eller datter nok. Jeg er ikke engang menneske nok.


Og jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg jo for helvede ikke har det hårdt. Helt ærligt. Jeg skal være på mit studie otte timer om ugen. Dertil hører selvstudium og opgaveskrivning hist og her, jovist. Men alligevel.

Så har jeg et arbejde, hvor jeg heller ikke (efter min kontrakt) skal være mere end gennemsnitligt otte timer om ugen.

Og... Ja, det var så dét. Alt andet er jo sådan set ting, jeg vælger at gøre i min fritid.

Og jeg er ved at gå ned over det. For godt nok har jeg teoretisk set ikke meget, jeg skal gøre. Men psykisk kæmper jeg hele tiden. Konstant.

Det er helt sikkert mine egne krav til mig selv, der er ødelæggende for mig. Men jeg kan ikke give slip på dem.

Lad os være ærlige. Der er ting jeg skal, og så er der ting, jeg gerne vil.

Jeg skal passe mit stude. Og det betyder egentlig bare, hvis vi skal gå ud fra et minimum, at jeg skal møde op, når der er mødepligt, og at jeg skal afleverer skriftlige opgaver. Men sådan er det ikke i mit hoved. I mit hoved skal jeg helst både være foran og ovenpå, når det kommer til mit studie. Og hvis jeg ikke er dét, er det faktisk svært for mig overhovedet at møde op. Og så kommer jeg endnu længere bagud. Og så slår jeg mig selv oveni hovedet med dét.

Jeg skal spise. Tager vi igen udgangspunkt i et minimum: Morgenmad, frokost, aftensmad. Det må være rimeligt. Men nej. Jeg skal helst spise seks måltider om dagen, det vil sige de tre ovennævnte og dertil tre mellemmåltider. Og jeg skal i øvrigt også helst spise de rigtige ting. Men det der med at spise rigtigt, er et helt indlæg i sig selv.

Jeg skal tage på arbejde. Jo, jeg kunne selvfølgelig godt vælge ikke at have et arbejde. Men så har vi en helt anden problematik, nemlig den økonomiske. Og den fylder rigeligt i forvejen, skulle jeg hilse og sige. At tage på arbejde, altså at være der fysisk, det er én ting. At gøre det godt. At leve op til mine forventninger på mit arbejde. Det er straks noget andet.

Skarpe hjerner vil begynde at se et mønster. Det er nemlig ikke så meget de reelle ting, der er stressende. Men langt mere mine krav til mig selv, der er det.


Jeg vil gerne begynde på mine opgaver til studiet. Jeg vil som sagt helst gerne være foran. Jeg har en bachelor, der skal skrives og et par andre små opgaver, der ligger og venter. Men de kræfter er meget svære at finde. Altså, helt vildt svære. Grunden til, de ikke ligger som en skal-ting endnu, er fordi der egentlig er ret god tid til dem. Men dagene går, og jeg bliver stresset i stigende grad...

Jeg vil gerne lave mad. Hver dag. Fra bunden. Nye opskrifter, spændende retter, varieret kost, husk grønsagerne, og spis dig nu heller ikke overmæt... Så når vi af og til tager nemme løsninger - enten at vi bestiller mad udefra, eller at det bliver noget kød og en gang ovnkartofler, så føles det stadig som om, jeg er mislykkes. Også økonomisk.

Jeg vil gerne have et rent og ryddeligt hjem. Men lad mig være den første til at sige, at det er det ikke. Der er opvask, der er nullermand i krogene, der er kaos på mit skrivebord, og mit spisebord, fordi vi alligevel altid spiser foran TV'et. Der er krummer på sofabordet. Der er støv. Der er planter, der ikke bliver vandet. Og der er meget mere. Det prøver jeg at give slip i. For vi er alle sammen mennesker, og mennesker roder. Det er bare sådan, det er. Til gengæld oplever jeg også, at jeg har det bedre i mit hjem, når det er rent og pænt. Og derfor bliver det nemt endnu en dårlig samvittighed. For "Hvis jeg nu bare lige gjorde det pænt herhjemme, ville jeg have det meget bedre." Lies...

Jeg vil gerne skrive til mine veninder, og spørge, hvordan de har det. Jeg anser mig selv som værende en rimelig vild veninde. Jeg er der fandme for mine bedste mennesker, hvis de har brug for det. Og også her sætter jeg høje krav til mig selv. For hvornår har man været der "nok"? Det har man aldrig rigtigt, vel. Jeg føler mig dum og mislykket, når jeg ikke skriver. Eller skriver hurtigt nok. Eller svarer hurtigt nok. Og det her med veninder er en meget vigtig ting for mig, grundet min historik. Så det er faktisk ligefør, at det her punkt er en skal. Men okay, man dør jo ikke. Kun indeni. Det er måske nok...


En del af mig ved godt, at det her er en periode. At det kommer til at blive bedre, og at jeg i øvrigt er alt for hård ved mig selv. Jeg synes, det er vigtigt at dele det, fordi jeg umuligt kan være den eneste. Og måske det er en trøst at vide, at der er andre derude, der også kæmper med dem selv.


Til slut vil jeg bare lægge et billede af mig, der er max nuttet i tivoli, og et af mig, hvor jeg helt grinern prøver at være 90'er-sej. For sådan kan jeg også være. Og det skal vi ikke glemme midt i al den her elendighed.




28 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle