Er jeg ikke lækker nok?

Jeg har i lang tid fulgt med hos Katrine Blaunfeldt. Både hendes instagram og hendes nye blog kan jeg kun anbefale til enhver, der holder af feministisk læsning.

I går fortalte hun om en artikel, hun havde læst, hvor en kvinde havde talt positivt om at blive catcalled. Altså, når fremmede på gaden råber "Damn!" eller "Go' røv!" efter hende. Kvinden var tilsyneladende glad for at få den opmærksomhed, og tog det som en kompliment. Katrine spurgte i den forbindelse sine følger, om deres oprigtige holdning og erfaring til at blive catcalled. Og jeg ville så gerne skrive til hende, for da jeg læste om kvinden, blev jeg vred. Jeg forstod hendes synspunkt. At det kan tolkes som en kompliment. Men det understøtter en ubehagelig kultur, hvor kvinders primære opgave er, at være objektivt tiltalende at se på. (Er skønhed i øvrigt ikke altid subjektiv?)

Mænd, der catcaller, har en idé om, at deres mening om kvinders udseende har stor værdi. Og at de har ret til at sige den højt. At hendes dag bliver bedre, hvis hun ved, at han synes, hun er lækker. Han gør hende nærmest en tjeneste. Og de mænd er farlige. Det er artikler som den, der giver de catcallende mænd ammunition til, at fortsætte, for se, I kan jo godt lide det. Og det er lige netop dét, kvinder så tit hører efter voldtægt. At hun jo selv havde lyst. Catcalling er i min optik, i det store billede, direkte forbundet til voldtægt og voldtægtskultur.

Jeg er med andre ord ikke nede med catcalling. Slet ikke faktisk.


Og så sad jeg der med mobilen i hånden, og havde lyst til at skrive, at "når jeg oplever det, synes jeg da det er så krænkende!". Jeg gennemrodede min hukommelse for eksempler. Og så slog det mig. Jeg har aldrig nogensinde oplevet det på egen krop.

Altså, forstå mig ret. Jeg er selvfølgelig stødt ind i den tilfældige fyr i byen, der bare lige ville mærke, og som bare lige ville danse lidt for tæt og lidt for hund-op-af-benet-agtigt.

Men jeg har aldrig gået ned af gaden og oplevet kyssemunde, "Go'e patter!", dyt fra biler eller... Aldrig. Ikke engang en "Så du lige den røv?" fra en tilfældig forbipasserende har jeg fået.

Og så skete der noget, der gjorde ondt i mit feministiske hjerte. Jeg blev sur. Hvorfor helvede er der aldrig nogen, der catcaller mig? Hvad fanden foregår der?


Jeg husker ret tydeligt en sommerdag, da jeg lige var startet i gymnasiet. Jeg gik ned af Københavnsvej i Roskilde med en veninde. Hun havde blond hår, store bryster og en meget lille talje. Og mens vi gik der og snakkede, kørte der indtil flere biler forbi, der dyttede uden grund. Jeg forstod det ikke. Jeg kunne ikke se, at de havde noget at reagere på. Der var ikke nogen cyklister, der kørte vanvittigt eller noget. Hvad dyttede de for? Jeg tror bare, jeg sagde: "Hvad sker der?" - og min veninde så forundret på mig. "Hvad mener du?"

"Hvorfor dytter de mon?"

"Nåh, de er bare åndssvage," sagde hun henkastet. Det tog mig nogle minutter (ja, minutter), før jeg forstod, hvad hun mente. Det var hende, de dyttede af. Konceptet var så fjernt for mig. Jeg troede kun, det var noget, der skete på film. Men for hende var det så almindeligt, at hun ikke engang gad tage sig af det.


Selv nu, mens jeg skriver det her, bliver jeg ramt af jalousi. Og en følelse af ikke at være god nok. Jeg kan mærke, at jeg giver min vægt skylden. Og jeg bliver ramt af skyldfølelse, fordi der findes kvinder, der kæmper for ikke at opleve det her. Der findes kvinder, der får det ubehageligt i kroppen, når det sker, og forstå mig ret, det ville jeg da sikkert også få. Men jeg ved det ikke. Og her sidder jeg så og er vred over, at jeg er sluppet. Fordi vi lever i et samfund, hvor det trods alt har stor betydning, hvordan andre synes, vi ser ud. Og fordi jeg åbenbart ikke er god nok, til at få en upassende kommentar smidt i min retning. Hvad er det for en forskruet følelse?


Og hvad fanden bilder de sig egentlig ind?

Har de ikke set, hvor fucking fierce jeg er?


34 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle