Du må gerne være tyk

Som nogen ved, arbejder jeg i en tøjbutik, der sælger tøj til kvinder i størrelsen 42-56. Lige for tiden (grundet ferie), er jeg på fuldtid, men det er ikke vigtigt for historien. Det betyder bare, at jeg får mange oplevelser med kvinder i alle størrelser. Både meget små kvinder, der skal købe gave til nogen, de har nært, som ikke har noget som helst begreb om størrelser. Det kan give nogle meget uheldige situationer, såsom "Hun er virkelig stor!" - "Okay, hvilken størrelse tænker du?" - "Nok ca. samme som dig.".... Tak for dét.

Men det kan også give nogle meget fine, empowering øjeblikke. Og sådan et havde jeg, sidst jeg var på arbejde.


Kvinden, der kom ind var midt i 40'erne, havde en stor, sort kjole på og et farverigt tørklæde. Hun ville bare kigge lidt rundt. Du ved, som vi alle sammen siger, når vi shopper tøj.

Efter lidt tid gik hun ind i prøverummet med en sort bluse. Hun kom ud igen, og spurgte ind til ærmerne. Det undrede hende, at de var så store. Jeg sagde, så venligt jeg kunne, at hun måske havde en lidt for stor størrelse på. "Jah, men hellere for stort. Jeg kan ikke lide, når det sidder tæt. Og så helst sort, så kan jeg jo bare spice det op med et tørklæde," sagde hun og tog fat i det tørklæde, der hang hende om halsen. "Nej, det kan jeg godt sætte mig ind i. Men det skal jo heller ikke hænge. Den der er meget lang til dig. Kan du se, at dine ben ser meget korte ud i den?" Det kunne hun godt. Men der var da også en mindre størrelse, hvis det var. Den prøvede hun, og vi blev enige om, at den var bedre. Jeg kunne dog ret tydeligt se på hende, at hun ikke var tryg. "Du ser lidt tøvende ud... Måske modellen er forkert til dig," sagde jeg med et smil.

"Måske min krop bare er forkert," sagde hun, mens hun grinede. Men jeg kunne nu godt mærke, at de ord kom fra et meget dybt sted. Jeg sagde: "Det synes jeg nu ikke. Jeg forstår godt, hvad det vil sige at have det sådan, men jeg er heldigvis nået til at tro på, at alle kroppe er gode. Det er tøjet, der skal passe til dig, og ikke omvendt. Og sådan tror jeg, alle kan lære at tænke."

"Også, når man er midt i 40'erne?"

"Selvfølgelig! Det er da aldrig for sent at slutte fred med sin krop."


Jeg forlod hende lidt. Næste gang, jeg kom ned til hende, havde hun taget en bluse i en kraftig grøn farve. Jeg sagde "HOLD NU OP, den er flot til dig! Skønt at se dig i noget andet end sort!" Hun grinede. "Og den er da perfekt til dine øjne!"

Hun kiggede i spejlet og hendes blik faldt endnu engang på hendes mave. Hendes smil forsvandt. "Jeg kan bare ikke lade være med at se det her," sagde hun og lagde hånden på maven. "Og så har jeg deller på ryggen, som jeg er bange for, at man kan se."

"Det lover jeg dig, dét ser man ikke!," sagde jeg ærligt. Jeg havde på intet tidspunkt tænkt over det, før hun selv udpegede det. Og selv dér, var det ikke synderligt tydeligt.

"Jeg kan godt se, hvad du mener. Den falder pænere. Og den er ikke lige så lang." "Neeej...," sagde jeg med et smil i stemmen.

"Jeg kender nogen, der ville blive glad for at se mig i sådan en farve."

"Vil du blive glad?"

Hendes blik forandredes. Hun så lidt forvirret ud, på sådan en overrasket måde. Som om ingen nogensinde havde spurgt hende før.

"Øh. Ja, altså. Vil du blive glad," gentog hun, mens hun kiggede på sig selv. "Ja," sagde hun så beslutsomt. "Det ville jeg."

"Det er jo trods alt det vigtigste," sagde jeg. "Jeg kan godt se på dig, at du ikke er vant til at se dig selv i farver..."

"Jeg prøver lige størrelsen større."

Jeg grinede lidt. "Det er du velkommen til. Men jeg synes altså, at den størrelse, du har på, passer dig."

Størrelsen over var klart for stor, men hun følte sig tydeligt mere hjemme i, at hun kunne gemme sig. Jeg forlod hende igen og gav hende tid til at tænke.

Hun kom op til kassen, hvor jeg stod og lagde den grønne bluse på disken. I den mindste af størrelserne. "Så bliver det den her," sagde hun, både stolt og glad.


Jeg tror, at netop hende har sat sig i min hukommelse, fordi jeg så mig selv så tydeligt i hende. Det var et spejl fra fortiden, der blev stillet op foran mig. Hvordan hun følte sig hjemme i det store og det sorte. Hvordan hun gemte sig væk. Hun følte ikke, at hun måtte være der, og så er det nemmere at gå klædt i sort, som en skygge...

Hvordan hun fokuserede på de ting, hun ikke kunne lide ved sig selv. Hvordan hun var bange for, at andre skulle "opdage", at hun har deller på ryggen. Og oh my God, hvor har jeg været hende, der var bange for at have deller på ryggen. Jeg så det som et tydeligt tegn på, hvor tyk jeg var. At det ikke længere bare blev på maven, men nu var nødt til at flyde baglæns. Jeg synes, det var hæsligt. På mig selv, altså.

Breaking news: Hvis du er tyk, har du højst sandsynligt deller på ryggen. Måske også, hvis du ikke er tyk.


Breaking news: Hvis du har deller på ryggen, er du stadig værd at elske.


Alle har deller. Seriøst. Der var engang, hvor man ikke ville have deller, når man sad ned. Hvis du ikke fik de deller, så ville du ikke kunne rette dig op igen. Det er ret vigtigt at have deller.


Men helt ærligt, så forstår jeg godt hendes frygt, for jeg har så meget været, hvor hun er. Tanken om, at blive busted i at være tyk... "Tænk, hvis de opdagede, hvor tyk jeg faktisk er. Så ville de ikke kunne lide mig længere. Så ville de synes, jeg var grim og klam og doven og ulækker og uelskelig. Og de ville i hvert fald aldrig snakke til mig igen. Tænk, hvis de opdagede, hvor tyk jeg er!"

Det er det samme i forhold til at skulle date, når man er tyk (som jeg er i øvrigt er skrækslagen for, men det tager vi en anden dag). Som tyk kvinde kan frygten være, at "så skal jeg være nøgen foran en mand, og hvad nu, hvis han bliver skuffet, fordi jeg er tyk? Hvad nu, hvis han synes, jeg er ulækker?"

Nu siger jeg bare noget... Og det her kan godt gå hen og chokere dig. Men han ved godt, du er tyk. Han ved godt, hvem han skal til at være sammen med. Du har hele tiden været tyk. Og det betyder ikke, at du ikke kan være lækker eller at han vil løbe skrigende bort. Gør han det, så er det nok ikke meant to be, babe. Who needs his fatphobic ass?

Inden jeg mødte min eks, skrev jeg til ham, at han altså var nødt til at vide, at jeg er "stor". Og hvis han ikke ville se mig alligevel, så forstod jeg det godt. Jeg kan huske, han skrev, at det vidste han egentlig godt. Og jeg var så forvirret, for jeg var sikker på, at mine billeder på tinder skjulte det nogenlunde...


Alt det her fik mig til at tænke på engang var jeg i tivoli med min veninde, Sofie og nogle venner. Og vi ville prøve den der vand-båd-ting, hvor man skal skyde og prøve at ramme nogle lamper. Giver det mening? Anyways, da jeg gik op i båden, så sank den lidt. Fordi.. Jeg vejer noget. Og hele turen tippede båden lidt til min side. Og jeg fik det så dårligt. Sofie, der kender mig ekseptionelt godt trak mig til side efterfølgende og sagde "Du virker off, hva' sker der?" Jeg krøb til korset ret hurtigt og sagde, at jeg havde fået det rigtig underligt indeni efter den der vandforlystelse. Og hun svarede bare: "Hey... Vi ved godt, du er tyk. Vi elsker dig alligevel. Du må gerne være tyk." Og så skulle der egentlig ikke mere til. Og det er også de ord, jeg vil efterlade dig med i dag.

Du må gerne være tyk. Du er skøn! Hurra for dig.

104 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle