Den glemte spiseforstyrrelse

Trigger-warning: Spiseforstyrrelse, spiseforstyrret tænkning, dårlig selvtillid


Jeg kan lige så godt være ærlig omkring det her. For netop dette emne kommer til at være en del af fremtidige blogs, da det er en del af mig og mit liv. Og man møder jo verden ud fra sin egen historie. Og min historie, min vej ind til kropspositivisme, som denne blog jo også handler om, går igennem en spiseforstyrrelse. Det skal også siges, at mit hjerte banker og nerverne sidder ude på tøjet. Ikke fordi, jeg ikke vil stå ved mig selv, ikke fordi jeg ikke kan lide at snakke om det. Jeg snakker faktisk helst om det. Men fordi det her er så stor en del af mit inderste, at intet nogensinde vil komme tættere på. Og det er selvfølgelig lidt angstprovokerende...


Den 15. november 2016 var jeg alene hjemme. Jeg havde handlet på hjemturen, og sad i sengen med min computer foran mig, og så en dokumentar om vægttab og mirakelkurer. Ved siden af mig var en tom pizza-æske fra den pizza, jeg havde bestilt. På den anden side lå frugterne fra handleturen: En pose gifflar, en pakke romkugler, en plade marabou og en bøtte is, der nu er halvtom. Jeg skyndte mig at spise isen færdig og pausede så dokumentaren. Samlede den tomme bøtte is og pizzaæsken og smed dem ud i skraldeskakten. Ikke i skraldespanden. Så ville min kæreste opdage det, når han kom hjem.

Jeg satte mig tilbage i sengen og startede dokumentaren igen. Frem på skærmen tonede en kvinde, der bliver interviewet om hendes spiseforstyrrelse. Hun siger, den hedder Binge Eating Disorder, og at den går på, at man overspiser for at glemme alle andre følelser og så ellers bliver ramt af ekstremt dårlig samvittighed bagefter.

Min verden går i stå. Jeg kan genkende alt, hvad hun fortæller. I en tilstand af panik begynder jeg at søge på BED på nettet. Jeg finder indtil flere hjemmesider, der forklarer, hvad BED indebærer. Og igen kan jeg sætte hak ved hvert eneste punkt. Jeg er i chok. Jeg anede ikke, at min "trøstespisning" havde et navn. Eller at det i virkeligheden var meget mere end trøstespisning. Men jeg er også underligt afklaret. Jeg ved, at jeg skal have fat i min læge. Og at jeg er nødt til at sige det til min kæreste. Så jeg går imod alle impulser, og fortæller ham det, da han kommer hjem samme aften. Jeg går i problem-solving-mode. Dagen efter kontakter jeg min læge, der sender mig mange forskellige steder hen (mere om det om lidt). Jeg gør, hvad jeg får besked på. Jeg sender de mails og skriver de beskeder, jeg skal. Da jeg langt om længe får kontakt til min nuværende terapeut, og jeg får en aftale i hus (det var omkring april-maj 2017) kan jeg langt om længe slappe af i mit hoved.

Og så rammer det mig: Jeg. Har. BED.


En klinisk forklaring

Er BED et nyt koncept for dig? Har du aldrig hørt om det? Så er du ikke alene. Den bedste måde, jeg kan forklare det på, er ved at sige, at det er lidt i familie med bulimi, bortset fra at man ikke kaster op, når man har BED.

På Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades (LMS) hjemmeside skriver de, at der ca. er 40.000 mennesker i Danmark lider af BED. Det er flere end anoreksi og bulimi tilsammen. Alligevel havde jeg aldrig nogensinde hørt om det, før jeg så den dokumentar. Det havde min læge heldigvis. Han henviste mig til Stolpegården, hvor de havde haft et BED-forløb. Der går et par uger, før jeg modtager et beklagende brev. De har måtte nedlægge BED-forløbet, fordi de ikke havde finansiel støtte til at fortsætte. Det skal vise sig at blive en gennemgående forklaring i min jagt på hjælp.


Men hvad er BED egentlig for noget?

LMS skriver, at det i bund og grund handler om, at en person ikke kan kontrollere, hvor meget han eller hun spiser. De (vi) er oftest på slankekurer i perioder, og vores vægt kan derfor være "yo-yo-agtig". Det kan svinge med helt op til 30-50 kg.

Vi har lavt selvværd, og føler os tvunget til at spise, til vi er meget mere end mætte. Et direkte citat lyder:

"Tvangsoverspisningen bliver en måde at beskytte sig selv mod svære følelser og oplevelser, men er samtidig ofte forbundet med stor skam- og skyldfølelse samt væmmelse over sig selv."

Disse kriterier bliver fremhævet:

A. Gentagne episoder med overspisning. En overspisningsepisode karakteriseret ved begge af de følgende:

1. Spisning, indenfor en tidsafgrænset periode (fx indenfor to timer), af en mængde mad der helt klart er større end hvad de fleste ville spise i en tilsvarende tidsperiode og under tilsvarende omstændigheder.

2. En følelse af kontroltab over spisningen under episoden (fx en følelse af ikke at kunne stoppe med at spise eller kontrollere hvad og hvor meget man spiser).

B. Overspisningsepisoderne er forbundet med tre (eller flere) af følgende:

1. At spise meget hurtigere end normalt.

2. At spise indtil man føler ubehagelig mæthed.

3. At spise store mængder mad uden at føle fysisk sult.

4. At spise alene, fordi man skammer sig over, hvor meget man spiser.

5. At føle væmmelse ved sig selv, depressiv sindsstemning eller meget skyld efterfølgende.

C. Overspisningerne er forbundet med betydeligt ubehag.

D. Overspisningerne forekommer gennemsnitligt en gang ugentligt i en periode på tre måneder.

E. Overspisningerne er ikke forbundet med en gentagende form for kompensation efterfølgende, som det er ved Anorexia Nervosa og Bulimia Nervosa.


Sværhedsgraden af BED:

Mild: 1-3 overspisningsepisoder pr uge. Moderat: 4-7 overspisningsepisoder pr uge. Alvorlig: 8-13 overspisningsepisoder pr uge. Ekstrem: 14 eller flere overspisningsepisoder pr uge.


På det her tidspunkt lider jeg af BED i ekstrem grad. Jeg overspiser så ofte som muligt, og havde jeg ikke set lige netop dén dokumentar, havde jeg efter ædegildet også spist aftensmad, når min kæreste kom hjem, for at skjule for ham, at jeg havde spist. Jeg har det forfærdeligt med mig selv, og jeg ønsker hver eneste dag, at "det her er sidste gang! I morgen bliver alt anderledes..."

Men hvordan er jeg endt dér?


En personlig fortælling

BED er min største hovedpine. Det er en følgessvend, jeg har haft i mere end halvdelen af mit liv, uden at vide den havde et navn.

12-18 år

For mig startede det for alvor, da jeg var omkring 12 år gammel. Jeg havde sociale problemer i skolen. Jeg ville bede om lov til at tage hjem, fordi jeg havde ondt et sted. Hovedpine, mavepine. Hvad man nu kunne finde på. Når jeg så kom hjem angreb jeg skabene. Køleskab, slikskab, det var ligemeget. Bare det var spiseligt. Og det skulle helst indeholde kalorier.

Jeg ville spise, til jeg var meget mere end mæt. Det var ikke noget, jeg tænkte over. Så længe maden var i min mund, var alt godt. Jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at alting lignede sig selv, til når min mor kom hjem. Hun skulle ikke opdage noget. Det gjorde hun nu oftest alligevel. Hun ville lave aftensmad, som jeg ville spise en eller flere portioner af, selv ovenpå en eftermiddag fyldt med mad. Og så ville jeg oftest spørge, hvad der var til dessert også.

Når jeg tænker på det nu, fyldte skammen ikke meget. Kun frygten for at blive opdaget. En del af mig har uden tvivl vidst, at det jeg gjorde, var forkert. Og at det ikke ville blive taget godt imod. Jeg husker, hvordan jeg ville købe chokolade og gemme det i min rygsæk. Så ville jeg skynde mig ind på mit værelse og lægge det i skuffer eller skabe, hvor det ikke blev opdaget. Papiret ville blive gemt langt ned i min skraldespand, og blev det alligevel opdaget, ville jeg nok fyre noget af om, at det var fra for lang tid siden, dengang vi havde gæster eller noget... Det var i hvert fald ikke noget, jeg havde siddet og spist alene.

Jeg ville planlægge mine rutiner efter, hvordan jeg kunne få mad. Hvis jeg skulle være alene hjemme, ville jeg planlægge, hvordan jeg spiste den aftensmad, min mor havde sagt, jeg kunne spise, og samtidig spise pizza, is, slik eller andet, jeg havde købt på vej hjem. Alt handlede om mad. Alle tanker gik på mad. Og det generede mig ikke. Det var min hverdag. Og naturligvis en måde at slippe for at tænke på dét, der egentlig var min hverdag - nemlig den utrolige ensomhed.

Jeg var altid ked af mit udseende og min overvægt (der selvfølgelig kom med tiden). Når jeg ser billeder fra perioden, husker jeg mest, hvor dårligt jeg havde det med mig selv. Billedet til venstre er redigeret. Jeg har ikke længere originalen. Men jeg kan tydeligt huske det. Der var en lille bule lige under brysterne. Den fjernede jeg. Men resten er bare mig. Og så ændrede jeg farven, tydeligvis. Sikkert fordi, jeg havde lyst til at gemme mig. Billedet gemte jeg som "NOGET AT GÅ EFTER". Det hedder det stadig på min computer. Ikke fordi, jeg går efter det. Men for at minde mig om, hvor jeg har været, og hvor langt ude, det var. Det kan jeg trods alt godt se i dag.


Men dengang husker jeg intet om at føle skam, når jeg spiste. Kun glæde og aflast fra alt, jeg ellers var ked af. Til gengæld husker jeg et brændende ønske om at tabe mig, der har været der, siden jeg var 13.


18-23 år

Da jeg gik ud af gymnasiet rejste jeg til Kina. Her var jeg engelsklærer i et halvt år.

Jeg rejste fra min familie og fra de venner, jeg endelig havde fået i gymnasiet. Det meste af mine folkeskoletid gik jeg nemlig alene. I Kina følte jeg mig pludselig alene igen. Et stort land, hvor jeg ikke talte sproget. Jeg rejste ganske vist med nogle andre danskere, der egentlig var ganske søde. Men dengang lå mit fokus på alt det fremmede, som jeg ikke kunne finde min plads i. Det sendte mig ned i en depression. Jeg sov 20 timer i døgnet, hvis jeg kunne slippe afsted med det. Jeg prøvede at forsvinde. Og når det ikke lykkedes, tænkte jeg på mad. Jeg spiste ikke meget. Når jeg spiste var det enten slik eller noget nemt. I en periode spiste jeg kun en lille portion aftensmad. Ofte var det den samme menu fra McDonald's. Ikke fordi det var McDonald's, men fordi det var en lille bid af hjem. Og efter det var spist, skyndte jeg mig hjem og forsvandt. Og jeg skammede mig. Helt vildt. Over nederlaget i at tage på eventyr og fejle, over ikke at spise ordentligt, over at mine primære måltider var simple, ensformlige eller usunde. Jeg skammede mig over, hvem jeg var, og hvor forkert det føltes. Det er ikke en tid, jeg er stolt over.

Jeg husker, hvad jeg vejede, da jeg kom hjem. Billedet til højre er fra lufthavnen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har vejet så lidt. Og det skyldtes ikke, at jeg motionerede eller passede på, hvad jeg spiste. Det skyldtes, at min psyke var smadret, og jeg ikke kunne overskue hverken mad eller at spise. For mig var den vægt et tegn på, hvor dårligt jeg havde det. Ikke hvor "god", jeg havde været.


Da jeg vendte hjem fulgte appetitten med, da jeg igen var omringet af vante omgivelser. Jeg begyndte at studere kinesisk på Københavns Universitet, og kort tid efter flyttede jeg hjemmefra - sådan helt ægte. Indenfor et par måneder havde jeg taget 10 kg på. Jeg spiste og spiste. Der var ingen, jeg skulle skjule noget for mere. Der var ikke nogen løftede pegefingre. Her begyndte skammen for alvor at vise sit grimme ansigt. Jeg spiste, til jeg ikke kunne gøre andet end at lægge mig i sengen og fordøje. Og så skammede jeg mig til jeg græd. Hvordan kunne jeg gøre det mod mig selv? Hvorfor blev jeg ved? Dag efter dag? Og i min skam vendte jeg mig til maden. Den forstod mig. Men det forstærkede kun skammen.

Sådan fortsatte jeg. Kærester kom og gik. Jeg flyttede hjem til min mor igen. Og så flyttede jeg ud på ny. Og snart flyttede jeg sammen med min nuværende kæreste.

Mønsteret (monsteret...) fortsatte. Jeg planlagde alt omkring mad. Jeg bestilte take away og smed bevismaterialet ud, før han kom hjem. Is, slik, chokolade, frysepizza, kager, alt hvad jeg havde lyst til. Snart var det ikke lysten der drev mig, det var nærmere bare vanen. Det var bare sådan det var. Hvis han skulle ud en aften, kunne jeg næsten ikke vente til, at han skulle gå. Jeg ville bare være alene, så jeg kunne gå ned og handle og spise mad. Og så kom skammen. Nogle dage ville jeg lave mad til os begge, når han vendte hjem igen. Det var stukket helt af for mig. Jeg overspiste hver dag. På den ene eller den anden måde. Var det ikke i smug, så var det ved at spise alt for meget aftensmad. Jeg kunne ikke stoppe. Alt imens at min stakkels kæreste skulle høre på mine beklagelser over min krop, der aldrig, aldrig, ALDRIG var tilfredsstillende for mig.


23-25 år:

Så er vi tilbage til start. Jeg er 23, da jeg ser dokumentaren. Jeg kontakter som sagt læge, og efter et par mislykkede forsøg ender jeg hos en meget, meget dygtig terapeut, som jeg stadig går hos den dag i dag. I mellemtiden faldt jeg over et underligt begreb, jeg ikke havde hørt om før. Det kaldtes bodypositivity, og føltes som frihed.

Det er en hel forsamling modige, tykke, smilende kvinder, der danser og elsker deres kroppe, uanset størrelse. Jeg vidste ikke, man måtte smile, når man var tyk og havde bikini på. Jeg vidste ikke, man måtte have bikini på, når man var tyk. Jeg havde aldrig set tykke kvinder, der dansede sejt eller bare rystede deres deller i fryd. Jeg havde aldrig hørt nogle kalde sig tykke eller fat på en positiv måde. Jeg troede, at tyk betød doven, ulækker, grim, dårligt menneske... Jeg havde faktisk aldrig nogensinde hverken set eller hørt noget lignende. Jeg fordyber mig i det her. Jeg dykker ned i det. Jeg elsker det. Nu er jeg det. Jeg lever det. Og jeg elsker min krop, præcis som den er. Kropspositivisme har seriøst ændret mit liv.


Jeg er ikke kun et spiseforstyrret menneske. Eller en tyk kvinde. Jeg er så meget mere end det. Og jeg har lige så meget ret til glæde og kærlighed som alle andre. Det har kropspositivisme vist mig. Og det samme viser mine medmennesker mig. Hver dag. Jeg er så taknemmelig. Og hvis du er nået helt hertil, så skal der lyde en tak til dig også. For det her er vigtigt. Ikke kun for mig personligt, men også for de ca. 39.999 andre danskere, der også kæmper med det her, og ikke kan få tilskud eller hjælp til behandling, fordi ingen ved, hvad BED er. Nu ved du det i hvert fald.

57 visninger1 kommentar

Seneste blogindlæg

Se alle