Den evige kærestes kamp om kærlighed


Jeg tror, at jeg har været single i max et år sammenlagt... Siden jeg fik min første kæreste som 13-årig, har jeg enten været i et forhold eller på vej ud af et.

Jeg har altid haft ret nemt ved at få en kæreste. I mange år var det et argument for mig, når jeg diskuterede min værdi med mig selv. "Jamen, der er jo tydeligvis nogen, der synes, du er værd at bruge tid på, siden du har så nemt ved at få en kæreste". Modargumentet var ofte, at de ikke holdt særlig længe. "Du er kun værd at bruge tid på i tre måneder af gangen." Det var gennemsnitslængden, fra jeg var 13 til jeg blev 20. Mit længste forhold var mit første, der varede seks måneder. Og det var endda med en pause efter 3-4 måneder, fordi han var lidt en idiot. Det har de fleste af dem været, faktisk. Men detaljerne hører til et andet indlæg.


Jeg har en liste. På den står, hvem jeg har været kæreste med fra hvornår til hvornår. Der står også, hvem jeg har haft sex med. Det er simpelthen LISTEN. Ud fra listen kan jeg se, at jeg i 2007 havde fire (4!!!) kærester. Jeg var 13-14 år i 2007. Og jeg siger ikke, at forhold skal holde længe eller evigt, når man begynder at date i den alder. Jeg er jo heller ikke helt blind for, at der mangler noget modenhed i den alder. Men hvor travlt kan et menneske have?


Faktisk ved jeg, at det ikke handlede om travlhed. Overhovedet. Det handlede om at føle sig elsket og ønsket af jævnaldrende. En følelse, jeg hungrede efter som 13-årig.

Med årene er det gået op for mig, at det jo var nemt for mig at få en kæreste, netop fordi det var okay, hvis de var nogle idioter. Jeg forventede ikke andet. Standarden var simpelthen så lav, fordi jeg ikke synes, jeg fortjente bedre.


Når jeg kigger tilbage, bliver jeg ramt af en stor sorg overfor den, jeg var. Tænk at have det så dårligt med sig selv, at man søger så meget bekræftelse og kærlighed fra andre mennesker. At man ikke kan finde roen i sig selv. Det skræmmer mig, at mange stadig lever den kamp. Vi skal alle sammen lære, hvordan vi passer på os. Det burde være vores første prioritet i livet. At lære at hvile i os selv, og at give os selv kærlighed.

For når man giver andre mennesker den magt. Når det er op til dem, om du er værd at elske og bruge tid på... Så er de både i stand til at give dig dit værd, og til at tage det fra dig. Og det er den sidste, der er farlig.

Det har været en hård kamp at se mit eget værd, men jeg er bestemt på vej. Nu er jeg ved at lære at stille krav. Ikke kun til min kæreste, men til alle forhold i mit liv. Inklusiv mit forhold til mig selv. Og det føles skræmmende og farligt. Men også rigtigt. Fordi jeg faktisk fortjener at blive behandlet med respekt, med kærlighed og med eftertanke. Jeg fortjener at blive forkælet. Bare engang imellem. Jeg er ved at lære, at man godt må sige, når man er blevet ked af noget. Jeg er ved at lære, at det er okay at sige fra. Og at sige til. Jeg er også ved at lære, at give mig selv kærlighed.


En ting, der har været svær for mig gennem mange år, har været at tage afsted til mit studie, når jeg ikke var særlig godt forberedt, eller når jeg generelt følte mig bagud. Desværre har jeg også kæmpet en perfektionistisk kamp, og kravene for at være "godt forberedt" har været meget høje. Det har betydet, at jeg nærmest alle dage har haft kampe om at møde op.

Når jeg vågnede om morgenen og var ved at brække mig ved tanken om at tage til studiet, har jeg tidligere skældt mig selv ud. "Det er for dårligt. Ta' dig sammen. Du gør altid det her, du har ingen rygrad, du kommer aldrig igennem dit studie på den her måde, det er da klart at alle de andre derovre har meget mere styr på deres ting end du har, når du fucking aldrig møder op..." Alle de tanker, og flere endnu har væltet ind i mit hoved og givet mig dårlig samvittighed og kvalme. Altså ægte, fysisk kvalme.

Men nu øver mig aktivt i at give mig selv forståelse og kærlighed. "Det ville være rigtig godt for dig, hvis du kunne komme afsted i dag. Du kan jo godt det her. De andre er der også for at lære, du er ikke bagud eller dårligere end dem. I er alle sammen lige langt. Jeg ved, du kan." Jeg øver mig også i at fortælle mig selv, at man ikke behøver få topkarakter, for at klare sig godt igennem livet. Og nogle dage tager jeg velovervejede beslutninger om, at jeg ikke behøver tage afsted. For jeg faktisk er smadret, og har brug for ro. Og for mig er det også kærlighed. At sige nej. At tage tidligt hjem fra en fest. At sørge for at der er ryddet op, inden man kommer hjem fra en ferie. At spise den skide is, der kalder på én fra fryserenl at læse en god bog eller at stene TV. Hele dagen. Fordi det er dét, man har allermest lyst til.


Og jeg kan mærke en indre ro indfinde sig. Meget langsomt, for jeg stresser da helt sikkert stadig over "burde". Men jeg øver mig virkelig i at give mig selv lov. For det er dét, jeg prædiker til min veninde, der er verdensmester i at overarbejde sig selv. Og dét, jeg skal prædike til mig selv.


Det er ligesom i flyet. Giv dig selv masken på, før du hjælper andre. Jeg tror virkelig på, at vi alle sammen ville være mere rare og behagelige mennesker at være sammen med, hvis vi gav os selv og hinanden lov til at tage de pauser, vi har brug for. Mindre råb i trafikken. Bedre parforhold. Mere sex. Færre hovedpiner. Ro. Overskud.


Kærlighed.

62 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle