At være "for"...

TW: Negative tanker, vægttab, overvægt, motion


Jeg har gemmen det meste af mit unge liv (12-23 år) ville tabe mig, og har derfor i den periode været på konstant kur. I alt den tid jeg kan huske, at jeg har tænkt selvstændige tanker, har 80% af mine tanker gået på at jeg var forkert på den ene eller den anden måde. Ikke kun rettet mod min krop, men også mod min person. Jeg ville jo ikke være hende den store, som alle kiggede på. Det var aldrig mit mål. Mit mål var at blive accepteret - og det troede jeg kun var muligt, hvis jeg tabte mig. Men det lykkedes ligesom aldrig... Og for dét bebrejdede jeg mine egne manglende evner i dén retning. Min egen dovenskab. Min manglende rygrad. Jeg gik konstant og fortalte mig selv, at jeg var mislykket og ikke duede til noget. Når jeg ikke kunne opnå mit højeste ønske, hvad ville jeg så nogensinde kunne udrette?

Naturligt nok fik jeg ret hurtigt brudt mig selv ned. Og i takt med at selvtilliden forsvandt, voksede mit behov for tryghed og sikkerhed - og dét fandt jeg så i maden. And in walks the eating disorder - der har hængt ved lige siden. De store mængder mad gjorde mig selvfølgelig større, hvilket gav mig værre selvtillid og gjorde mig mere og mere vred på mig selv, fordi "nu gjorde jeg det igen!". Så blev jeg ked af det, og havde brug for mere tryghed - mere mad - og så er vi tilbage ved skylden og skammen. Det er en ond cirkel, som alt for mange desværre kender.


Og alt det her stammer fra idéen om, at jeg ikke var værd at elske, hvis jeg ikke passede ned i den kasse, der hed "normalvægtig". Til dét vejede jeg for meget.

For et af mine absolut hadeord, når vi snakker om mad, kallorier, vægt, tøjstørrelse.... Fordi for indikerer, at det er over grænsen. At det er forkert. Hvilket også indikerer, at der er noget, der er rigtigt. Det har altid betydet, at jeg ikke var en del af nok. Jeg var en del af for. For stor. For meget. Forbrug, forkert, forrådt. Siden jeg var 12, har jeg anset mig selv som værende for.

Jeg synes, jeg var overvægtig, og den eneste måde jeg nogensinde kunne blive lykkelig på, var hvis jeg tabte mig. Og der var kun én rigtig måde at tabe sig på: Motion.

Motion har været en ond lille djævel, der har hængt over mig som en dårlig samvittighed. Og hver gang jeg nærmede mig et fitnesscenter, blev jeg mindet om, at jeg var for. Og at det i øvrigt var for lang tid siden, at jeg sidst havde været her. Uanset hvor lang tid siden, det så måtte være. Hele denne her "NU skal det være! NU gør jeg det! Alt bliver anderledes nu!", som jeg ved at mange genkender, det er en ond, ond pisk, jeg har slået mig selv med utallige gange. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, jeg er startet forfra. Jeg kan ikke bære at tænke på, hvor ofte jeg har måtte indse, at jeg igen havde fejlet mig selv på én eller anden måde... Og hvor ONDT det gjorde. Tanken om den lille pige, der ikke har større ønske end at være tynd og passe ind (helt forskruet i øvrigt), som gang på gang giver op og bliver ulykkelig. Og som ikke har lyst til at leve i den krop, hun har fået. Den lille pige, der har brugt hele sit liv på at føle sig for. Forkert og forfærdelig. Som ikke forstår, hvorfor hun ikke bare kan tage sig sammen og gøre det. Som jo ældre hun bliver ser målet flytte sig længere og længere væk, fordi hun hele tiden tager på. Som ikke forstår sig selv, og som ikke føler at hun får hjælp. Men kun får kommentarer om, at hun er for. Som ikke forstår, at hun har en spiseforstyrrelse. At den er roden til alt ondt. Av.


I lang tid skulle jeg aktivt øve mig på at forstå, at motion ikke er min værste fjende. Og at det med at bevæge min krop ikke betyder, at NU skal alt være anderledes. Jeg dyrker ikke meget motion for motionens skyld. Jeg gør det i det skjulte. Går nogle turer. Svømmer lidt. Danser.

Jeg har stadig svært ved at adskille motion og vægttab. Jeg har svært ved at dyrke motion for min egen skyld - og ikke for at tilfredsstille nogen andres billede af, hvordan jeg eller min krop skal være. Det øver jeg mig stadig på. For jeg kan mærke, at jeg bliver glad, når jeg føler mig stærk i min krop.

Men lige nu ønsker jeg ikke et vægttab. Jeg er glad for min krop. Hvis jeg ønskede mig et vægttab, ville det for mig være det modsatte af at acceptere min krop. Og min tykke, dejlige krop er helt fantastisk som den er!


Og så er det også vigtigt for mig at sige, at uanset om du elsker at dyrke motion, eller om du simpelthen ikke gider dyrke nogen form for motion, så gør det dig ikke mere rigtig eller forkert end andre mennesker. Du har lov til at leve dit liv på lige præcis den måde, der gør dig glad. Ligesom alle andre.

Let the people live! For helvede...




60 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle