Angst og ansvar

Opdateret: 29. jan. 2019

Dette indlæg består af en masse tanker, der har fyldt i mit hoved på det sidste. Tanker om mit eget forhold, som jeg tænker, at andre måske også kan få noget ud af...

Som de fleste nok har opfattet, er jeg en af dem, der lever i et længerevarende, monogamt, heteroseksuelt forhold. Min kæreste og jeg nærmer os de tre år. Det ville være livets løgn, hvis jeg sagde, at det havde været gnidningsfrit eller smooth sailings hele vejen igennem.

Det har det da i perioder. Nogle længere end andre. Men de gode perioder gider jeg faktisk ikke rigtigt at snakke om.

Jeg vil meget hellere snakke om de gange, hvor jeg har haft lyst til at kaste håndklædet i ringen, smide hænderne i vejret og sige "det var så, hvad det blev til!" Fordi for mig er det de gange, hvor jeg lærer allermest om mig selv, om ham og om vores forhold.


Angst

Sidste gang vi var igennem skal/skal-ikke-møllen var i sidste uge. Jeg var meget alvorligt på vej ud af vores forhold. Det er ikke første gang, men det var første gang, det har føltes så tæt på rent faktisk at ske.

Når jeg er i sådan en situation, så går den lille angst igang, og jeg forestiller mig en verden, hvor det er sket. Jeg forestiller mig, hvad der skal ske med lejligheden, som vi lige har købt sammen sidste sommer. Jeg forestiller mig, hvor akavet det vil være at pakke mine ting, og jeg forestiller mig samtalerne om, hvem der skal have playstationen, fjernsynet, sofaen osv. Jeg opfinder titler til et blogindlæg om bruddet (for sådan fungerer mit hoved åbenbart). Det skulle forresten have heddet "Når 'for evigt' bliver til 'aldrig mere'". Jeg forestiller mig, hvordan mine nærmeste vil tage imod nyheden. Jeg tænker på, hvad der skal ske med de adventsgaver, jeg har købt til ham. Jeg bekymrer mig om, hvor jeg skal bo. Det er bare et udpluk af alle de praktiske tanker, der går igennem mit hoved, store som små.

Og så er der de grimme, selvdestruerende tanker, der dukker op og giver mig irrationelle, ulogiske grunde til at blive. Spiseforstyrrelsens onde stemme råber højst, når jeg er presset, stresset og/eller ked af det. Den siger ting som "du finder aldrig én igen." Og "ingen andre vil have dig, når er du er så fed!". Som om mit eneste mål i livet er, at have en kæreste. Som var det et bevis til omverdenen og til mig selv på, at jeg er elskværdig og har noget at byde på. For hvis én som ham (læs: "normalvægtig") vil være sammen med én som mig, må det være fordi jeg er virkelig nice. Ellers ville han jo aldrig være sammen med én, der var "så tyk". Og helt ærligt - jeg er virkelig nice. Men det er jeg hverken pga min størrelse, eller på trods af den. Det er jeg bare. Det kan jeg selvfølgelig godt sige nu, hvor jeg ikke er ramt af en angst for, at jeg kommer til at være alene for evigt, fordi jeg jo BÅDE er tyk og feminist, og det vil ingen ha'. Er det ikke grinern, hvor meget spiseforstyrrelsen er imod styrke og selvstændighed?

Det føles så dobbelt. Ligesom alt andet, der har med spiseforstyrrelsen at gøre. Dobbelt, fordi jeg både tænker det - og tror på det - og samtidig ved, det er løgn. Dobbelt, fordi jeg både tager det ind og kaster det fra mig. Det er en underlig indre kamp. Jeg ved, at jeg skal glemme den stemme. At det ikke er dén, der skal bestemme, om jeg skal blive i forholdet eller ej. Det er der så mange andre ting, der skal... Men når man står i det, kan det være svært. Derfor husker jeg ofte mig selv på en venindes vise ord: Man ikke skal træffe store beslutninger, når man er HALT. Hungry, Angry, Lonely, Tired.

Jeg ved, at jeg skal trække mig og komme ud af vreden, før jeg beslutter det ene eller det andet. Jeg ved, at jeg ikke skal tage den beslutning sent om aftenen eller om natten. Jeg ved, at jeg ikke skal blive, i frygt for at være alene. Og jeg ved, jeg ikke skal gå i vrede. Det tænker jeg meget tit på, når det hele ramler. Jeg ville egentlig bare gerne give den videre.


Ansvar

Jeg er nået til at have en ret befriende holdning omkring mit forhold. Et mantra, så at sige. Det lyder: "Det er ikke mit ansvar, at han er glad." Det er ret simpelt, faktisk.

Jeg ser det mange gange, og har selv oplevet i tidligere forhold, hvordan man kan blive opslugt af tosomheden. Og hvordan man tager al sin partners lykke og ulykke på sine skuldre. Især som kvinde. Det ender med, at man ikke selv kan stå oprejst, fordi byrden vejer så tungt. Jeg endte i et tidligere forhold med at have depressionslignende tanker, fordi jeg ikke kunne gøre ham glad, uanset hvad jeg gjorde. Jeg sagde til mig selv, at sådan ville jeg aldrig have det igen.

Jeg havde en snak med min veninde, og hun spurgte mig, hvorfor det var mit ansvar, at han var lykkelig? Det må da være hans eget? Det er hans liv, hans lykke. Og det gav rigtig meget genlyd i mig.

Selvfølgelig skal man være støttende og hjælpe sin partner! Det er slet ikke dét, jeg siger. Og selvfølgelig skal man gøre ting for den anden, der gør den anden glad. Men det er ikke kun dit ansvar. Du har også dit liv at leve. Er det måske hans ansvar, at du er lykkelig?

Hvad så, når der sker ting i livet, vi ikke kan styre? Hvad når der sker dødsfald? Når du bliver fyret? Når maden brænder på? Er det så hans skyld, at du er ulykkelig?

Hvad hvis du har angst? Hvad hvis du har grædt i tre dage, fordi verden er grå og dine yndlingsbukser ikke passer mere? Er det så ham, der skal fjerne de følelser? Eller er det måske en psykolog, der har meget mere forstand på, hvad han/hun laver?


Lad mig give et andet eksempel:

Min kæreste har angst.

Her er så mine opgaver i det:

  • Holde om ham.

  • Trøste ham.

  • Fortælle ham, at jeg er der for ham.

  • Møde ham med kærlighed i det.

  • Ringe til ham, hvis jeg ikke er hjemme.

  • Basically, være der for ham alt, hvad jeg overhovedet kan, mens det står på.

  • Være opmærksom på, hvad der trigger det, så jeg ved, hvornår jeg skal hjælpe ham.

  • Snakke med ham om, hvad vi sammen kan gøre, for at gøre det lettere og så:

  • Gøre de ting

Her er hans opgaver i det:

  • Kontakte og snakke med en professionel om sin angst.

  • Forsøge at forstå/deale med/leve med/acceptere/slås med/fjerne(?) sin angst.

Jeg skal nok være der for ham alt, hvad jeg overhovedet kan. Men det er ikke min opgave at få det til at gå væk. Det er ikke mit ansvar, at han er glad. Ligesom det ikke er min kærestes ansvar, at få bugt med min spiseforstyrrelse. Det er hans ansvar at trøste mig, når det er svært. Og det er måske endda hans ansvar at undersøge, hvad man kan gøre som partner til en spiseforstyrret, og hvad man ikke skal gøre. Men det er ikke hans monster.

Jeg fortalte min kæreste, hvordan jeg så på alt det her, og han var enig med mig. Vi havde også en snak om tosomheden. Den slags tosomhed, hvor man er et "vi" i alt, hvad man gør. Den kan være dejlig - men også altopslugende og kvælende.

Jeg er glad for vores liv sammen, men jeg vil også have ting, der er mine. Fx bloggen her. Jeg har ikke et behov for, at vi tager til træning sammen. Det er hans projekt. Og i øvrigt et af dem, jeg ikke gider deltage i...

Det handler om, at man er sit eget menneske. Men at man også kan udvikle sig sammen.

Det handler om, at have sit eget liv. Men at byde ham velkommen på rejsen.

Selvstændighed i tosomhed... Det er min drøm.

28 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle