Én sjæl i to kroppe


Det er morgen. Netop nu sidder jeg i en sofa med morgenhår og en sovepose over mig. Jeg kigger mod et vindue, som en slyngplante, jeg ikke kender navnet på, har gjort krav på. Udenfor vinduet kan jeg hører trafikken. Lyden af biler, der bremser for rødt, og starter op igen for grønt. Et dyt her og dér. En hypotiserende bylarm i en fremmed by.

Stuen, der samtidig fungerer som mit soveværelse, et studie i plantevækst, bibliotek og tørrerum til vasketøjet, tilhører min bedste veninde. Jeg kan se hende i bøgerne og i billederne, der hænger på væggene.

Mens jeg skriver netop dette, stråler lyset ind udefra, på en måde der sjældent ses i Skotland. Det er her, hun bor. Og her, jeg besøger hende.


Sofie er svær at beskrive med ord. På den bedste måde. For mig er hun indbegrebet af styrke og kærlighed. Både fordi, hun selv er stærkere, end hun føler sig, men også fordi hun giver mig så meget kraft og mod på livet. Vi kender hinanden bedre, end vi lader nogen andre kende os. For mig er det ikke bevidst - men Sofie inviterer mig til at dele ud af mit inderste, og det gør jeg så...frygtløst, hudløst og med største ro og eftertanke, fordi jeg ved, hun griber mig og holder ved mig. Hos Sofie er der plads til alle følelserne, også de grimme. Og der er tid til at dele dem. Ikke forhastet, ikke med en undertone af "det går nok" eller "sådan er det bare lige nu", men med en sandhed og en vished om, at det godt må være svært. Og det godt må være håbløst. For sådan er det bare nogengange. Hun tør spørge om de svære ting - og hun giver plads til svaret.

Det er også med Sofie, jeg finder de bedste sider af mig selv. Dem, jeg elsker at dele ud af. Og dem, jeg helst vil vise altid. Hun er min kampgejst. Hun er min feministiske kriger. Det var Sofie, der tog billederne af mig i badedragt. Og hende, jeg købte den sammen med. Det var i sin tid Sofies idé, at jeg lavede denne blog. Selvom det tog mig et år at turde.

Det bliver med Sofie som medvært, når podcasten kommer ud. Når jeg snakker om podcasten og bloggen, kan jeg mærke en ild i mig selv. Jeg har aldrig villet noget så meget, som jeg vil det. Det er en skræmmende virkelighed at stå foran. Men også helt fantastisk. Uden Sofies støtte i det, og tro på, at det kan jeg sagtens, var det ikke sket.


Hun er min motivation og min inspiration. Og det, der gang på gang forbavser mig og blæser mig bagover er, at jeg er det samme for hende. Da hun en dag skrev, at jeg inspirerede hende, svarede jeg: "Hvis jeg er inspirerende, er det kun fordi, du inspirerer mig." Sådan er vores venskab med tiden blevet formet af gensidig respekt og kærlighed. Kun med Sofie griner jeg, til jeg græder og min mave gør ondt. Vi snakkede om det så sent som i går, da vi kunne få vejret igen. At sådan havde ingen af os grint i de fem måneder, der er gået, siden vi sidst så hinanden.

Er det en trist erkendelse? Eller er det måske ikke nærmere smukt, at vi overhovedet findes for hinanden? At når jeg er på vej til hende, har jeg sommerfugle i maven af glæde? At når jeg ser hende, krammer vi hinanden, som om vi aldrig vil give slip? At vi i de fem måneder har været i kontakt næsten dagligt, og at det uden nogen form for slinger er som om, vi aldrig havde været adskilt? Sådan har vi nu altid været, Sofie og jeg. Selv første gang vi mødtes, mødtes vi som ligeværdige. Som havde vi altid kendt hinanden. Og samtidig lærer jeg hende bedre at kende for hver dag.


Jeg ville egentlig skrive om noget helt andet. Men jeg vil hellere fortælle verden, at jeg elsker hende. Det er aldrig spildt arbejde.

42 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle